Mænd er ikke til babyer. Hvis man spørger dem hvorfor, svarer de noget med lortebleer og det med, at babyerne skriger.
Og min kæreste har sagt det MANGE gange.. Han har meget svært ved babyer, der græder og græder og græder. Og dertil er Jonathan altså lige så meget baby som alle andre.. med den undtagelse, at han vitterligt har et imponerende skrigeorgan, når det kommer over ham.
Jonathan har ondt i maven om aftnen. Jeg tror det er helt normalt. Han har ikke så meget, at jeg vil kalde det kolik, men han bliver langt nemmere ked af det om aftnen end om dagen – og han kan være en hel del sværre at trøste.
I starten havde jeg svært ved at lade kæresten tage Jonathan, hvis Jonathan skreg, for han kunne ikke trøste – og Jonathans gråd gik både i mit hjerte og i min livmoder. Efterhånden har kæresten taget ham mere og mere – men jeg ved, at det har krævet meget af ham. Jeg ved, at kæresten har svært ved at gå med en grædende baby på armen.
Og så er det kæresten pludselig får den oplevelse, som vi mødre nærmest har fået i barselsgave af vores børn. Efter mange forgæves ture .. og mange opgivet forsøg.. (som normalt ender med sætningen: "Jeg tror han er sulten" – i håb om, at så MÅ jeg overtage) så er den der en dag.
Pludselig en dag kender Jonathan fars stemme, fars lugt og fars hjerte.. Pludselig bliver Jonathan mere rolig, alene fordi far tager Jonathan op og Jonathan ser tillidsfuldt ind i fars øjne – i blind forventning om, at far nok skal hjælp – at far nok skal klare det.
Og så er det, at enhver far må smelte af kærlighed og omsorg for sin lille tillidsfulde søn. Endnu et bånd er bundet mellem de to.. noget vi andre ikke kan tage fra dem.
I to timer betragtede far sin søn. I to timer havde han slet ikke øje for andet, end at holde sin søn fri for mavesmerter.. og hver gang Jonathan virkede som om han fik lidt ondt, tog far ham helt ind til hjertet- talte beroligende og trøstende.. og til sidst faldt Jonathan i søvn i fars beskyttende arme.