Før min graviditet var jeg seriøst bange for, at jeg ikke ville kunne elske mit næste barn, som det første. Fra en masse "andengangsmødre" har jeg fundet ud af, at det nu er en ganske normal tanke – og at vi bliver klogere.. Og det er jeg også blevet.. Faktisk er jeg på vejen blev ret chokeret.
For efter fødslen af min søn – da vi lå på hospitalet,- oplevede jeg i nogle få dage, at kærligheden til min datter kom på "vågeblus". (Ok-indrømmet – dårligt ordvalg!!) Min søn lå i lyskasse – og jeg måtte fokuserer al min energi der, mens min kæreste – (som også er min dattes far!!) primært drog omsorg for vores datter. Derfor fik jeg tid og mulighed for at synke ned i den følelse, det var, at have fået en ny søn. En følelse, der kom som en meget stor overraskelse for mig.. Jeg troede virkelig, at jeg ALTID ville elske min datter mest. Men kærlighed KAN ikke gradbøjes.
Men nu – hvor de mest intense følelser er dæmpet – og hvor jeg ikke længere er bekymret fordi een af børnene er syge,- kan jeg se, hvad det er der sket indeni mig.
Det er svært at påstå, at jeg "elsker mine børn lige meget". Det er et eller andet sted helt forkert at sige. Det svarer lidt til at sige, at jeg elsker min mor og min kæreste lige højt. Kærlighed er ikke en størrelse man kan måle og veje.. gudskelov. Og så er kærlighed en størrelse, hvor desto mere man føler af den, desto mere er der plads til.
Jeg elsker min børn herfra og til døden… Herfra og til stjernerne og 4 gange tilbage,- som min datter ville sige. Men "ligemeget" ? Jeg elsker dem på to forskellige måder.
Jeg elsker min datter for hendes selvstændighed – hendes gode manerer,- hendes blide og søde væsen.. Jeg elsker hende for alle de tårer og alle de smil, der er i hende. Jeg elsker at betragte hende og se hende blive mere og mere "sig selv" for hver dag der går. Jeg elsker hende for al den historie vi deler gennem de sidste 7½ år. Og jeg elsker hende for alle de ting vi sammen skal opleve i fremtiden.
Og jeg elsker min søn. Jeg elsker ham med hud og hår. Jeg elsker hans duft og hans behov for mig. Jeg elsker hans lille kyssemund, som han laver når han sover,- og hans lille hånd, der viftes hen foran hans ansigt. Når han bliver størrer, vil jeg elske ham for al den ballade han laver, og for alle de gode manerer, det trods alt lykkes os at komme i ham. Jeg vil elske ham som HAM..
I virkeligheden er det noget vrøvl at sige, at man elsker "mere, mindre eller lige meget" … At elske, er ikke et begreb, der kan gradbøjes.. Enten elsker man .. med hud og hår… eller også gør man ikke.
Sådan har jeg det ihvertfald med min familie og mine børn.