"Hvor er du?" spørger farmor igen og igen det lille forsvarsløse menneske. Hvis han kunne svare, er jeg sikker på, at han ville sige "Så kig dog på mig, kvindemenneske – jeg er jo lige her !" Men han kan ikke svare.
Og jeg kan godt forstå farmors spørgsmål. For når man ser de to små blå juveler, han har midt i hovedet, og han så måske ovenikøbet smiler til een samtidigt, så bliver man tom for ord. Hvad kan man sige? Pludselig virker "Hvor er du ?" Slet ikke så åndssvagt alligvel.
For hans fantastiske øjne vækker noget i mig. Jeg må snakke med ham, jeg må se på ham og give ham inspiration til at komme videre. Men hvordan inspirerer man en lille klump menneske på bare 26 dage? Han forstår jo ikke ret meget andet, end at jeg er een, han gerne vil være i nærheden og at min stemme giver ham tryghed..
De næste mange dage vil lille Jonathan rigtig mange gange blive stillet spørgsmålet "Hvor er du?" – indtil noget bedre og mere fornuftet dukker op.