"Næ – han er da ikke ret gammel" udbryder de fleste, når de ser min Jonathan. "Starter de virkelig med at være så små?"
Man skal lige vænne sig til, at tingene tager længere tid nu. Een ting er, at man skal huske amningen, bleskift og det, at man skal slæbe rundt på en lift,- men noget helt andet er, at selve distancerne, man skal gå også tager længere tid – alene fordi man bliver stoppet HELE tiden af venlige og søde mennesker, der alle som een siger "Jeg skal da LIGE se…"
Og jeg NYDER det.. Jeg soler mig i følelsen af, at min lille søn vil alle se. Jeg soler mig i følelsen af at være nybagt mor. Jeg NYDER min søn.
Min Jonathan ligger ikke så meget i sin lift – han er hele tiden på armen. Først og fremmest fordi moderen ikke kan holde fingrene væk fra guldklumpen,- dernæst fordi efter så lang tid på hospitalet, så er det vigtigt for Jonathan, at han får lov at mærke sine forældre,- og sidst fordi han da ikke skal gennem væk langt nede i barnevognen.