Det er en underlig fornemmelse at være mor til Jonathan. Ikke at det er så meget mere underligt end at være mor til min datter – men Jonathan hænger nu alligevel mere sammen med mig end min datter – efter 7½ år – gør.
Først var der tidspunktet for 20 dage siden, da navlestrengen blev klippet af farmand,- og Jonathan og jeg skulle til at vænne os til, at være to – og ikke een.
De første dage – og faktisk helt op til 17 dage efter fødslen, fik jeg efterveer – særligt, når Jonathan græd. Min mave krampede sammen i en ordentlig omgang mavepine – der kun kunne afhjælpes af den tredie ting, der forbinder os uløseligt: Amning.
At amme min søn er en lykke. At føle, at han har et behov for mig, at han ikke kan slippe mig SÅ hurtigt, mildner savnet over hans små fødder i min mave. Jeg får en fornemmelse af, at den adskillelsesproces Jonathan og jeg skal gennemgå de næste 20 år, ikke kommer fra den ene dag til den anden.. Jeg får lov at føle mig "nødvendig" lidt endnu.. Det er rart.
Det aller aller dejligste sted, Jonathan og jeg er uløseligt forbundet er der, hvor Jonathan er ulykkelig og græder. Når jeg så tager ham op til mit bryst,- lader hans ansigt hvile mod min bare hud – lige over mit hjerte.. og holder hans lille bleudstoppet rumpe oppe.. så går der kun en hjerteslag eller to,- så falder min søn til ro.. Det hjerte kender han og det hjerte er han trygt ved.