På hospitalet fik jeg øje på min datters hænder. De hænder, der var små og "pussenussede" før jeg fik Jonathan.. Nu er de pludselig blevet så store .. og det stopper ikke ved hænderne. Min "lille pige" er blevet stor som ved et trylleslag – ene og alene fordi hendes bror nu er den lille.
Men hun er også stor, fordi hun føler sig størrer nu, hvor hun ikke er enebarn, men STOREsøster.. En titel forbundet med ansvar og ære, hvis man spørger hende. Dagligt kommer der nye tiltag i hendes forsøg på at virke og blive ældre.. "Moar – jeg kan da godt selv gå i biffen, kan jeg ikke?" (Øh,- nej!!) "Moar – Skal jeg købe noget ind for dig?" Der er ikke den ting, hun pludselig ikke magter.
Forleden, da vi skulle på familiebesøg ville hun ikke med,- hun legede lige så godt på græsset. Vi var væk 2 timer – og hun opdagede dårligt, vi var væk. (Vi havde naturligvis en aftale med en af legekammeraternes forældre,- men det
behøvede hun ikke lige at vide)
Lige nu er hun så stor så stor – og desto større hun bliver, desto længere væk vil hun gerne fra far og mor. Hun skal vise, at hun nu magter alt selv.
Og netop derfor er det vigtigt – indimellem – at pakke hende ind i en dyne.. Tage en bog med op i sengen og læse den for hende – som om hun i virkeligeheden ikke selv kunne.. som om hun bare var en lille lille pige.. For det er jeg sikker på at store piger også har brug for at være indimellem.