Jeg kan ikke huske ham sådan fra sidst gang der var et spædbarn i huset,- men jeg er sikker på, at det også var sådan den gang.
Min kæreste er gået fuldstændig i babymode. Timer går med det der skæve smil om hans mund, mens han sidder og holder sin nye søn i hånden. Han smager hele tiden på det kun 18 dage gamle begreb "Min søn – vores søn" og hver gang har det samme effekt på os begge: Vi får lykkekuldegysninger og smiletics. Samme effekt har begrebet "Vores børn". Tænk,- nu har vi to børn: En pige og en dreng..
Men een ting er den ubegrænsede kærlighed,- men i kærligheden ligger også omsorgen og den har jeg følt – fra kærestens side – som overvældende denne gang.
"Er du nu sikker på, han ikke bliver for kold" – og hvis jeg så – mere for at tække kæresten end af egentlig bekymring for sønnen, trækker dynen lidt længere op over lillemanden, så går det kun et øjeblik… "Han bliver nok for varm af at stå sådan der."
Og det er med ALT, hvad han kan bekymre sig om: Bøvser jeg ham nok af? For han nok at spise? For han for meget? Holder vi ham for hårdt … eller for blødt.. og hvad med hans hoved. Ryster vi ham nu? Eller ligger han for stille? Hele tiden den bekymrede far, der alene ønsker een ting: At hans søn skal have det så godt, som overhovedet muligt.
Een ting har jeg taget fra ham… Een ting har jeg stillet krav om, at han ikke stiller spørgsmålstegn omkring, så længe jeg ammer,- og det er om hvorvidt Knirke/Jonathan får for meget eller for lidt at spise. Hvis jeg bekymre mig om det, risikerer jeg at blive stresset, hvilket ligefrem kan have en dårlig indflydelse på amningen. Jonathan stortrives rent madmæssigt. Han nyder at amme,- og han tager på med så store skridt, at han vil veje omkring 800 kg, når han bliver 12 år gammel, hvis ikke udviklingen vender (Og det gør den jo nok 🙂 )