Vi nåede at være hjemme 36 timer. Vores søn blev udskrevet torsdag aften kl. 22. Lørdag kl. 13 blev der taget en "sidste" blodprøve. Prøven viste, at hans bilirubintal er steget voldsomt op til 388 – så vi måtte en tur tilbage på hospitalet.
Nu er han indlagt på neonatalafdelingen på Glostrup, hvor han får dobbeltlys.
Jeg er kommet hjem, for at skulle overnatte første nat herhjemme.. uden min 10 dage gamle søn. Tomheden kan ikke beskrives. Jeg bliver ved med at se ham for mig.. hvordan han ligger i den skide kasse med bind for de smukke øjne – med kroppen slap og afslappende liggende.
Han græd lige da han kom i kassen denne gang. Og det var så usigeligt vanvittigt svært, for nu må jeg ikke tage ham op mere. Han må ikke længere komme op fra kassen, for der kommer noget fremgang..
Heldigvis er kasse nu åben – modsat den sidste – så jeg hele tiden kan ae ham – nusse ham og tale med ham. Men savnet over, at have hans krop tæt på mig, er usigelig. Tænk på, at den situation har jeg jo ikke prøvet i 9 måneder.
Kæresten har prøvet at samle mig op. Vi har haft en lang snak. Vores datter er også ved at bukke under. Hun føler, at hvis hun bare kan "gøre mor glad" – men det er jo ikke hendes job .. Jeg skal op nu, for jeg har en hel familie, jeg skal passe på. Og jeg er så stort et midtpunkt i familien at hvis jeg først bukker under, så bukker vi alle sammen under. Min kæreste kan kun holde hovedet over vandet i et vis tid. Han er jo også fustreret, ked af det og såret.
Vi vil prøve at samle nogle krafter ved at spise bedre – sove bedre – og lade være med at være alene om tingene for meget. Jeg skal hjem og sove hver nat – og jeg skal finde sjælefred, for uden den kan jeg ikke give min søn det overskud HAN skal bruge for at blive bedre.
Men indeni mig skriger alt af sorg. Indeni er alt sort og trist. Indeni er mit hjerte ved at flække af længsel for bare at bære mit barn .. bare 2 minutter .. under mit bryst.