Noget af det aller mest ufattelige er netop, når man som kvinder går fra at være gravid – og derefter føder – for pludselig at stå med et lille nyt liv i armene. På en eller anden måde er der nok ikke nogen, der kommer gennem den oplevelse, uden at miste pusten – bare en lille smule.
Det er så ufatteligt. Tit – på mit lukkede kammer – sidder jeg nærmest og venter på, at nogen skal komme og tage min Knirke og fortælle mig, at det var en fejl – at jeg ikke fødte et barn,- men at det bare var noget andet..
Min kæreste griner af mig. Han lover mig igen og igen, at han så lille Knirke komme ud til os. Han så allerede der, at Knirke har sine blå/sorte mærker og der var slet ikke grund til at sætte navnebånd på,- for dette barn KAN IKKE forveksles. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg tror på ham. Min Kirke er simpelhen for stor en gave, til jeg forstår at den er god nok.