Alt er så underligt på barselsgangen. Misforstå mig endelig ikke – for alle er så søde, som dagen er lang,- men alt er lavet om – og jeg har sådan set ingen intentioner om at ændre mig.
Sidste gang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente – fordi det var den første. Denne gang er jeg ikke bange for, at tage fat. Jeg kan skifte ham, uden at være bange for, at han triller ud – eller vandet er for varmt eller bleen sidder for stramt. Jeg kender proceduren.
Jeg lærer også hurtigt hans "sprog" at kende. Jeg kan høre på ham ret hurtigt, hvad der er sult, hvad der er "ondt i maven" og hvad der er "Mor,- jeg vil mærke dig".
Sidste gang kan jeg huske, at jeg syntes at "hende" der lå ved siden af mig, var modig. Hun lå med sin nyfødte på maven næsten hele natten. Denne gang, har det at lægge ham sådan været det mest naturlige i verden. Han kender jo kun mit hjerte og min lugt,- så hvorfor skulle han dog ikke ligge der – og jeg ved jo fra sidst, at man altså ikke – som mor – "ligger" en baby ihjel – faktisk sover man meget, meget, meget let, når man har en baby i nærheden – særligt eens egen.
Den logiske fordel ved at være "andengangsmor" er klart, at jeg har meget mere overskud til at lære HAM min søn at kende, frem for at skulle lære en masse om babypleje. Det gør, at jeg allerede idag føler, jeg kender ham ret godt.