Min søn strækker sig. Skyder brystkassen frem og trækker sit knæ op under sig. Jeg smiler fordi jeg kan huske "kræet" i min mave. Jeg kan se nu hvordan han var i min mave. Hans hikke kan jeg også genkende. Der ER fordele ved lyskassen. Jeg betragter hans krop. Dunene på hans arm. Hans skæve tæer. Hans usandsynlige smukke mave. Armene flakser. Alt dette ville jeg aldrig have set eller mærket, hvis det ikke var fordi, han ligger nøgen i en kasse døgn efter døgn.
Da jeg havde født ville jeg hjem, men Knirke/Bible var ikke klar. Med alle vores oplevelser med hospitaler de sidste 8 måneder, var et ophold på barselsgangen IKKE acceptabelt. Jeg var fuld af fordomme – ville ikke være her – og fandt derfor en hvilken som helst undskyldning for at komme og ville hjem. Men sygeplejeskerne på Glostrup lader sig ikke slå ud. Deres forståelse af andre mennesker er fabelagtig. Jeg blev ved med at være ked af ting. Søgte nærmest at kunne få lov at være utilfreds, men lige gyldigt hvad jeg sagde fra overfor, stod sygeplejeskerne i "kulissen" og holdte svar og løsninger frem for mig. De gav mig hele tiden muligheden for at lade mig gribe – lade dem tage over. Og tilsidst lod jeg mig gribe.
Knirke/Bible har gulsot og har behov for lys. Jeg kan vælge at være ked af det. Vælge at længes hjem. Vælge at se dagene som spildte. Men jeg kan også vælge at se lyset som et velfortjent hvil – til Bible/Knirke – men også til mig. I nogle dage trykker jeg på pauseknappen. Pausen bruger jeg til reflektion og langsom accept af, hvordan denne lille dreng vil ændre hele familiens liv. Og så nyder jeg at røre hans nøgne hud. Undersøge hver kvadratcentimeter af hans krop – time efter time. Muligheden for at have ham helt nøgen – som han er her – kommer aldrig igen.
Med hjælp fra sygeplejeskerne har jeg nu indset at denne pause måske i virkeligheden har flere fordele end ulemper.