36+3 .. 1 dag gammel – Fødslen

Jeg kunne ikke holde på vandet. Godt nok har jeg haft problemer med at holde på vandet, men aldrig så meget. Kl. 5:00 tissede jeg i sengen og derefter på gulvet. Med et håndklæde mellem benene skynder jeg mig forvirret på toilettet. “Tisset” , der ender i toilettet er uden farve og lugter ikke så godt. Jeg lister ind i seng igen. “Skat … du må vække datteren,- vi skal afsted.” Søvndrukken forstår han ikke helt. “Vandet er gået .. Bible er igang med at blive født”.

“Du skal ringe 112” sagde jordemoren, da jeg ringede og fortalte, at jeg ikke vidste om hovedet stod fast. Kæresten sætter en ære i IKKE at blive forvirreteller konfus. Næ nej.. Han havde god tid. Da datteren blev født gik vandet også,- men der skete ikke mere i 2 døgn, så kæresten havde god tid. Mens jeg lå på sofaen uden at kunne gå rundt, tog kæresten et bad, datteren og han fik noget morgenmad – og han fik lige tjekket sin netbank og sin e-mail – for jeg fik manifesteret et alvorsord om, at NU ville jeg afsted.

Tasken – ja 4 uger før var den ikke pakket. Datteren fandt nogle få ting frem. Vandrejournalen, sygesikringskort, tandbørste – kamera.

Endelig klokken 6:30 var vi parate og jeg ringede 112. 2 nydelige og meget søde falckfolk kom og hentede mig – og i betragtning af tidspunktet var det imponerende hvor mange, der havde fundet frem til vinduet, da jeg blev lagt på båren og trillet ind i ambulancen.

Datteren sad ved min side og nød turen. En ambulancetur er noget af det eneste, hun trods alt ikke har prøvet og denne tur var en god tur – uden dramatik. Hun fik en falckdukke af ambulanceførerne og så hvordan de målte mit blodtryk.

Klokken 7:00 blev vi budt velkommen af en jordemoder ,der med det samme konstaterede at hovedet på min baby IKKE stod fast og at jeg måtte blive liggende lidt endnu. Hun fortalte, at jeg ikke blive blive hjulpet igang, fordi jeg kun var 36+3 henne.

Jeg skulle “tisse” så på med bækkenet. 2½ liter vand senere var livet lettere. Der var fostervand overalt. Vi fik ringet til min bror, der skulle passe min datter. Vi havde også prøvet klokken 5:00, men da tog han ikke telefonen. Men hvem havde også forventet Bibles fødsel?

Min bror kom kl. 8:00 – og da var jeg ikke længere i tvivl. Veerne var ankommet. Kl. 9:00 sendte jeg datteren afsted – da var der kort mod at veerne bed. Jeg ville ikke have at hun skulle se mig, når det gjorde rigtig ondt.

Lene – min jordemor fra jordemorkonsultationen stod pludselig foran os. “Vi finder en stue til dig”. Hun undersøgte mig, og konstaterede, at hovedet havde sat sig fast ved hjælp af de veer, der var kommet. Hun gættede desuden på, at barnet ville veje omkring 3700 gram. Vi blev tildelt fødestue nummer 5. Naturligvis fødestuen længst væk. 15 minutter – 3 stop – 4 bandeord og 3 veer senere kom jeg rent faktisk ind på stuen.

Efter endnu en tur ud og “tisse” (hvormeget vand kan der EGENTLIGT være i en mand?) tog veerne til. De var rimelig ureglmæssige. Nogen gange meget voldsomme – andre gange milde – nogen gange med lange pauser andre gange uden pauser imellem.

Mens jeg kæmpede med veerne – havde kæreste fortsat “det store overblik”. Han havde lige nogle kunder, han skulle ringet til og fortælle, at han altså ikke kom. Den sidste kunne jeg godt havde undværet 🙂 Han ringede til en kunde, som han ellers skulle have besøgt i løbet af dagen. “Hej – ja,- det mig er.. Nu skal du høre.. Ja … Ha ha… Ja,- men landet ligger sådan, at man kone er gået i fødsel” Mens han siger dette, så jeg bagved og kæmper med en ve med armende hængene op af en vask. “Ja.. ho ho.. Det er da ved at være den bedste undskyldning du har hørt længe ikke… ” Nu var jeg ved at være blå i hovedet af veen. “Ja.. ja.. Jamen vi håber også på det bedste.. Nej, vi kender ikke kønnet.. Ja,- jamen hvornår passer det så jer??” Det var lige omkring dette tidspunkt, jeg fik gryntet, at han godt kunne tage sin SKIDE TELEFON og stikke den LANGT væk – og jeg stod her,- og jeg ville have hjælpe ….. NU..

Den fattede han.

Jeg prøvede at gå rundt så meget jeg kunne, fordi jeg kunne huske fra sidst, at det giver godt, at lade tyngdekraften hjælpe til. Men det hjalp ikke stort videre.

Kl. 11:30 var det ligesom om det sjove var det at gå lidt af ballonen. Veerne bed til – og de satte sig i lænden.. Lændesmerterne holdte bare ikke op igen. De fortsatte gennem vepauserne. Jordemoderen undersøgte mig og konkluderede at jeg var 3 cm åben.. Hvilket jeg mildeste talt ikke var tilfreds med. Ve arbejdet var utrolig hårdt der – og det gav ikke rigtigt noget. Allerede her bad jeg om lattergas – og fik det promte.

Noget af problematikken med de veer var også mit hovedet. Faktisk var det nok der, hovedårsagen til problemet lå (hoho) Jeg nåede aldrig rigtigt at være gravid. Vi var så langsomt begyndt at vænne os til tanken,- men tanker om fødslen – DET var vi SLET SLET ikke nået til. Derfor: Efter hver ve, hvad jeg sådan en underlig fornemmelse af at “nå – ok,- det var så det. Nu har jeg øvet mig – og nu går vi hjem og venter til den “rigtige fødsel” går igang” og så forventede jeg at fødslen skulle gå i stå.

Og se – her var det rigtig rigtig heldigt, at det var min normale jordemoder, der havde mig. Hun har jo oplevet, hvordan jeg har haft det under graviditeten – og jeg tror faktisk godt hun var klar over, at jeg ikke var klar til at føde – mentalt.

Måske derfor – måske p.g.a. min smerter mellem veerne i lænden spurgte min jordemoder mig, om jeg ville have en epiduralblokade. Hun nåede ikke at sige ordet færdigt – for jeg – med al min kraft og midt i en ve skreg: “JAAAA….. tak.”

Den næste time var lang. En overlæge i anæstesi skulle ankomme. De tog mit blodtryk 1000 gange. En lokalbedøvelse blev lagt på ryggen. Jeg blev koblet til vemåler. Alt sammen nødvendigt for at sikre, at både mit barn og jeg, havde det godt. De advarede mig om, at det kan være svært at lægge selve røret ind i rygmarven. At det kunne tage op til 30 minutter at få den lagt korrekt – og at det kunne mærkes. Anæstesioverlægen førte det 10 centimeter lange rør ind i min rygmarv – og det burde været sindsygt smertefuldt.. men jeg mærkede det knap. Det siger måske også noget om veerne styrke.

Kl. 13:30 var bedøvelsen lagt – og alt var skøn. En ve var pludselig noget, jeg gættede mig til, om jeg havde. I starten kunne jeg slet ikke mærke noget, men som tiden gik kunne jeg alligevel godt mærke veerne – men der var ikke flere smerter – hvilket jeg var meget lettet over. Bedøvelsen havde gjort mig afslappet – og fordi veerne nu fik lov at arbejde bedre, var jeg kl. 13:30 nu 6 cm åben. ½ time senere var jeg 9 cm åben.

Det var en underlig fornemmelse at vide, at mit underliv kæmpede med den sidste – og allermest smertefulde cm… og jeg.. Jeg lånte telefonen og ringede til min datter, for at fortælle hende, at hun ville blive storesøster omkring kl. 14:30 Jeg kunne uden problemer, snakke med hende. Vi snakkede også navne – og i det hele taget var der en løssluppen stemning på stuen.. Smerterne var væk – selvom jeg godt kunne mærke, at der ville komme en tid, hvor der igen skulle arbejde.

Og så er det lige, at jeg bare ikke KAN det der med at presse. Kl. 14:10 begyndte jeg at prøve at presse. Det gik ikke ret godt. Jeg fik vedrop for at styrke veerne og havde 5-6 veer, jeg ikke måtte bruge (og se – NU kunne de mærkes – dog kunne jeg arbejde med dem frem for at gå til i smerte) Herefter blev veerne stærkere og jeg pressede min Bible ud på 3 veer. Mest smertefyldt var det, da hans hoved var født og jeg forsigtigt skulle presse resten af kroppen ud. AVS.. Der skulle det bare overståes.. Og så lige med et.. var det overstået.. og en klump hvidt fosterfedt med min
Bible indi lå på min mave.

Jeg vrælede så meget, så alle de tanker, jeg havde gjort mig om, hvad mine første ord skulle være til min lille ny baby skulle være, forsvandt i hulk og vræl. Lykken var så massiv. Det første jeg klukkede var.. “Se.. Det er en dreng”

Min kærestes usikre fingre fandt vej igennem øjnene på saksen – og han fik gnavet saksen gennem navlestrengen. Mor og barn var skilt af – af far.

Min dejlige, dejlige kæresten smilede lykkelige.. og ville tage et billede… Hvorefter vi kommer i tanke om, at batteriet døde til brylluppet 4 dage tidligere 🙂

Kæresten gik ud til datteren, der spændt ventede. Hun fik besked på, at gå ned og købe et batteri,- og når de havde hentet det, ville mor være klar til at tage imod. Jeg skulle lige dækkes lidt til, så min datter ikke blev så forskrækket over blodet og synet af mit underliv.

At se hende blive storesøster – at sidde med sin lillebror for første gang.. Se,- der gik HELT hul i tårekanalerne. Jeg kan vel reelt ikke ærligt sige, at jeg så det – for med så mange tårer i øjnene, kan man ikke påstå, at man kan se noget som helst.

Min bror sad også og skuttede sig – han blev vist også overvældet. Allernådigst gav min datter ham “lov” til at holde ham.

En jordemoder elev og en ny jordemoder tog over. Jeg fik akupunktur for at sætte gang i fødslen af efterbyrden. De gav mig lidt ekstra vedrop, for at sikre efterveerne (som jeg ikke havde på det tidspunkt – men de kom )

Den første time eller to efter fødslen kan jeg ikke helt beskrive. Der sket så meget – og så alligevel ingenting. Datteren blev “smidt ud” og jeg fødte efterbyrden – og blev syet med eet sting. Hun kom tilbage og vi nussede om den lille ny verdensborger. Han ammede for første gang – hvilket gik fint – og han fik vist også efterladt et “visitkort” på gulvet. Jeg var ret hurtigt på benene… mest fordi jeg ville op.

Jordemoderen og jordemodereleven smuttede ind og ud – vi havde dem hele tiden, hvis der var noget.. men de gik heller ikke i vejen. Helt perfekt. Øjeblikkene var intime – og vores.

Min søn blev vejet og målt alt imens min datter “hjalp til”. Han vejede 3710 gram og var 53 cm lang. Min datter holdte ham i hånden, da han skulle stikkes (k-vitamin) – og det var meget tydeligt, at det gjorde langt mere ondt på hende, end på ham.

Min søn blev født d. 15. maj 2003 kl. 14:54