Der er en skavank, jeg ikke helt forstår pointen med: Graviditeteskløe. Det klør altid og hele tiden og på steder, man umuligt selv kan nå. På ryggen – som nu føles kilometer længere væk, end den plejer at være – eller under svangen på venstre fod.
Så kan man ellers kæmpe for at få foden op, så man kan nå den, og kæmpe som besat, for lige at få lov til at klø til.
Er det naturens joke? Når jeg kæmper, for at nå endnu et sted, der klør ulideligt, så har jeg sådan en fornemmelse af, at der sidder en højere magt og ruller sig på maven af grin over mine mærkværdige sidespring, for at ramme kløen. For det er da absolut en pointe: At vi kvinder ser sjov ud, når vi prøver at klø os.
En anden årsag kunne også være noget med, at bringe os tættere på vores partnere – nu hvor sex ikke længere er helt så ligefor.. Og jo, jeg ER taknemmelig, det øjeblik han sætter neglene i, og laver lange røde mærker hele vejen ned af min ryg.. Men hvis det er årsagen,- så er der noget min partner har misforstået.. For han kan ikke se, at det kan være så alvorligt,- så jeg er sat på "kløningsrationering" – een gang hver morgen og een gang hver aften.. Men det efterlader mig alene med min kløen i 12 timer ! *suk*
Der er eet sted, der klør, som jeg kan når – endnu: Min mave… og det er dejligt, for der kan jeg selv hjælpe til.. og når det går rigtig slemt for sig, kan jeg også mærke min lille hjælpesomme baby skrabe sin fod mod min kløende mave – indefra..
Hej Pernille. Grinte noget da jeg læste dit indlæg med at du ikke kan nå ryggen når den klør. Hvadså nu går det bedre???