Under min første graviditet sad angsten for, at der kunne være noget galt med mit ufødte barn i mig, fra den dag, der var to lyserøde streger på testen.
De første 12 uger var det angsten for at miste graviditeten igen. (sidste gang var vi 2,5 år om at jeg blev gravid) Efter 12. uge kom bekymringerne om, hvorvidt barnet havde kromosonfejl, organfejl – og alle de andre ting sådan en lille een nu en gang kan fejle.
Angsten var der lige indtil jeg havde født.
Så vidt jeg idag kan se, så var angsten for, at der er noget galt, første tegn på moderskabet – på det ansvar man påtager sig for resten af livet. En smagsprøve, på det der skal komme. Og den angst – i forhold til hvad det vil sige, at stå med ansvaret for en lille ny verdensborger – er jo ingenting – i forhold til alt det man skal forholde sig til fra de bliver født og fremefter.
Denne gang har det ikke været plads til angsten. Der var noget der var større og mere smertefuldt,- nemlig ansvaret for det barn, der allerede eksisterer.. Angesten for, at der skulle ske hende noget. Graviditeten har været sekundær. Jeg har endnu haft tider – særligt lige inden biopsien, hvor jeg har været bange for, at jeg skulle “vælge” imellem mine to børn.. At meningen med graviditeten var en slags “trøst” for at den store skulle væk. Og når de følelser har været der (heldigvis varede det ikke længe) har jeg bedt og håbet på, at jeg hellere ville beholde min første datter.. At hvis jeg skulle vælge – ville jeg vælge hende.
Men jeg skal ikke vælge – og det er en modbydelig tanke, som kun tænkes når man er helt der ude, hvor det er overordentligt svært at bunde.
Alfa og omega er, at jeg ikke har været bange for den lilles helbred. Det måtte vi tage, som det kommer.
Forleden blev jeg pludselige overmandet af en angst så stor for, at der alligevel skulle være noget galt med “nummer to”. Jeg fik det så dårligt, at jeg kneb en tåre .. og måtte prøve at tvinge mig selv til at tænke på noget andet, for pludselige var den angst, som jeg havde under hele min første graviditet – også nærværende under anden graviditet.
Og så var det der gik et øjeblik.. Så var det, at det gik op for mig, at den tanke – om at der kan være noget galt med mit elskede ufødte barn, i virkeligheden er et udtryk for, at jeg har en ansvarsfølelse overfor barnet – at jeg har en moderfølelse – at graviditeten ikke længere – i mit sind – er noget sekundært – men i aller højeste grad noget nærværende – overvældende og mest af alt: Det primære.
Og tankerne om at skulle “vælge” mellem mine børn – har jeg tænkt een gang for meget.. Føj for den – det er ikke sjovt.
Nu er jeg i den grad gravid
Jeg kan slet ikke vente med at se mit lille pus.
