Jeg har skrevet dagbog selv i 15 år. Jeg har skrevet noveller, en enkel bog og adskillige digte og fortællinger. At skrive er en væsentlig måde at bibeholde sin hukommelse på. En måde at farve verden og hverdagen i den farve, sindet ser.
At læse min egen dagbog fra da jeg var 15 – 16 år gammel er hamrende morsomt. Følelserne genkender jeg på et øjeblik, og mange af de dage, der normalt bare forsvinder, fordi de ikke indeholder noget særligt, bliver pludseligt i hukommelsen helt skarpe og nærværende.
Derfor skrev jeg for min datter. Jeg skrev en hemmelig dagbog til hende, som kun hun og jeg skulle læse. Hun skal have den, når hun bliver 18 år. I den har jeg skrevet om hendes fødsel – om tiden efter. Jeg har skrevet dagbog for ligegyldige dage,- der kun var interessante alene fordi de var hverdagen. Jeg har skrevet dagbog om de særlige dage, som måske sidder i hendes sind efterhånden som hun bliver ældre. Alt sammen en kærlighedserklæring fra en mor til hendes førstefødte datter.
Det skulle min "Bible" også have. Da jeg meldte mig til Netdoktor var det for at finde fællesskaber og læse og forstå andre kvinder i min situation. Dagbogen var mit bidrag til, at andre kvinder kunne forstå mig. Men efterhånden blev det til dagbogen til mit ufødte barn.
Idag har jeg gemt hele min dagbog i Wordformat – og når jeg kommer hjem fra hospitalet, skriver jeg det hele ud og brænder en cd-rom med hele molevitten. Min første gave til mit andet barn.
Historien er slet ikke blevet, som jeg forventede den ville være.. der kom lidt mere drama på drengen. Min historien er og bliver min "Bibles" vej mod verden.