Jeg tuder hele tiden. Jeg tuder over, at Gudrun synger så smukt i TV. Jeg tuder over, at min datter synes, hun synger så smukt. Jeg tuder over, at jeg ved, at jeg vil tude over en trist film i aften. Indimellem kan jeg komme helt i tvivl om, hvad en graviditet egentligt er – for det er en glimrende kur til at rense tårerkanalerne.
Men det er ikke kun hormoner – eller bare hormoner. Jeg tror også det er noget, de fleste gravide kender til. Jeg kan mærke en snert af angst langt nede i maven. Ikke at det er væmmeligt eller at jeg er dybt ulykkelig. Jeg er bare usikker – tvivlende.
Sidste gang – da jeg var 8 måneder henne med min datter, gik jeg en dag hjemmefra. Min kæreste kunne ikke forstå, at jeg altså var MEGET bange for fødslen, og da jeg havde forklaret ham et par gange, at han da måtte kunne forstå, at det var rimeligt, at HAN – der havde fået den derind – også var den, der betalte for kejsersnittet, var det som om han og jeg ikke talte helt samme sprog. Så jeg forlod hjemmet i sorg og vrede. Gik hjemmefra med en sovepose og en mave så stor. Jeg gik ned i skoven og bestemte mig til at nu kunne det hele også bare være lige meget.
Dengang troede jeg bare det var fødslen – og at det vitterligt var min kæreste, der var langt ude. Denne gang er det lidt nemmere at se, at det ikke kun handler om et kejsersnit.
Han og jeg kan ikke helt tale samme sprog ligenu, for jeg skal forberede mig på en rejse – en rejse i smerte, hvor jeg må og skal tvinge mig selv til at rejse med – og hjælpe til på rejsen. En rejse, hvis endemål er så smukt og så fantastisk (og nu vræler jeg igen 🙂 ) at det er hele turen værd – uanset hvor hårdt den bliver. Hvordan skulle han kunne forstå mine følelser omkring det ?
Og hvis det så bare var det, jeg var bange for. Men jeg har også ansvaret for et helt nyt liv lige om lidt. En liv, der er skabt i kærlighed – og som er ønsket og ventet med spænding.. Men også et liv, der er selvstændigt og fuldstændigt umuligt at forudsige, hvilket konsekvenser vil have for resten af familiens liv. Lige om lidt taget mit liv en koldbøtte. Det er mig, der har valgt,- og det er mig, der skal leve med konsekvenserne.. Sandsynligheden for, at jeg bliver overvældende lykkelig til tider, er stor – men muligheden for forståelse af, hvor stor forandringen vil være, er lige så umuligt at forudsige,- som det er muligt at forestille sig et liv uden den datter, der nu har fyldt de sidste 7½ år af mit liv.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal bide mig fast i dagen i dag … eller om jeg ikke kan vente til 7 uger
