Hver år mødes min kærestes familie til "kyllingsteg" hos "den rige moster på Møn". Hun er såment slet ikke rigere end alle os andre,- omend hun er rig på godt humør.
Men hendes kyllingesteg er elimininet god. Hendes kylling, hendes brune sovs, hendes hjemmelavede agurkesalat og hendes kartofter.
Det er fast tradition. Det er ikke noget, der kan rokkes ved. Nogle enkelte gange, er der nogen, der har mumlet lidt i krogen om, at i år blev det ikke til noget – men så har "stækere" kræfter taget over – og det er endt med at blive til noget alligevel. Og det er jeg taknemmelig for.
Her sidder de – alle mostrene .. med alle deres vidundelige historier – om fortidens synder, om børnene, da de var små (Dem, der idag er fædrene og mødrene omkring bordet) Historier fra en verden, der så anderledes ud – og alligevel var nøjagtig som den er idag. Historier vi alle sammen kan grine af, igen og igen.
De første par år var historierne helt nye for mig, men som årene er gået, kan jeg efterhånden huske alle historierne. Og for hvert år komme nye historier til – efterhånden som min og min kærestes generation bliver ældre. Nu handler historierne også om os – og om vores børn.
Alt sammen i en atmosfære af hjertelighed og familiær fortrolighed.
Der kan man så sidde og lune sig i det sikre – i det, der aldrig forsvinder, og som man er en del af. Og når man så har godtet sig over den lune stemning og de dejlige mennesker med afslappede forhold til tilværelsens ændringer- så kan man se forandringerne. Man kan se det lille ny barnebarn .. og min mave, der byder på endnu et. Man kan se, at den ældste i gruppen er faldet fra fordi turen nu synes for lang. Alligevel er han jo til stede – i ånden.. Vi fornemmer hans nærvær. Og selvom netop dette selskab virker som om det ALDRIG udvikler sig, så kan man alligevel – over de 9 år – se en stor udvikling.
Næste udvikling er det barnebarn, jeg bære i min mave. Jeg elsker det faktum, at mit barn skal fødes ind i en familie, hvor sammenhold og nærhed og almindelig hygge har så stor en prioritet.