Der bor et menneske indei mig – som jeg ikke kan kende – og nu,- som højgravid, har jeg i den grad opdaget hende. Det er en overfølsom, overhysterisk og altid halvvred dame, der reagerer højst besyndeligt.
Problemet er, at hun bruger min mund til at ytre sig med. Hvis hun så i det mindste rakte hånden op eller viftede med flaget, når hun benyttede min mund, så andre kunne finde ud af hvad der sker – men så betænksom er hun ikke.
Hun efterlader sin vrede indei mig – og først når den fordamper, som hun forsvinder igen, kan jeg mærke, hvad der er sket. Og så er det normalt forsent. Så står min kæreste og fatter ikke, hvad der skete.
Hun kan være hysterisk over de mest besynderlige ting: En kop er ikke sat væk. Hvis det var mig selv.. så jo,- jeg kunne blive f.eks. en kende irritabel – men jeg ville hurtigt slå irritationen væk med håndryggen og fortælle mig selv, at vi mennesker er forskellige – og bare fordi JEG synes koppen står forkert, er ikke ens betydende med at HAN synes koppen står forkert. Og jeg skal jo ikke være den der bestemmer alt. Jeg ville ihvertfald meget nødigt have af vide af ham, hvor jeg måtte stille mine ting. Men hende inden i mig. Hun tænker overhovedet ikke… Hun fylder rummet med sin indestængte galle og farer ind og konfronterer kæresten med "forbrydelsen". Kæresten bliver for det første overrasket, men også ked af det, for han vil jo gerne have, at vi har det godt,- og han vil jo gerne gøre det så godt han kan,- men han kan ikke læse tanker – hverken hendes eller mine.
Hvis jeg ser hende i øjnene, kan jeg genkende hende som mig selv, som jeg var for 15 år siden. Men tiden har fået mig til at fatte, at alt her i verden ikke drejer sig om mig, og derfor kan alle andre altså ikke rette sig efter, hvordan JEG ønsker alt skal være.. Idag ved jeg, at livet handler om kompromiser.. At de ting er der vigtige for mig, får jeg også "lov" til at gennemtrumfe,- tilgengæld for, at kæresten må stille koppen, hvor det passer ham. Jeg gider ikke have sådan en barnlig "mig selv" indeni – og jeg kan ikke vente med, at hun forsvinder igen. For hun er godt nok årsag til, at jeg mange gange må sige "undskyld". Og det er nu nemmere, at lade være med at gøre noget galt til at starte med