Jeg har godt hørt om, at vore babyer i maven, indimellem har hikke,- men jeg troede faktisk ikke, at jeg havde oplevet det.
Nu tror jeg faktisk, jeg har oplevet det ret ofte – jeg har bare ikke været klar over, at det var det. Og da vi først opdagede kunne vi simpelhen ikke andet end at smile af den stakkels pus.
Jeg sad og så nyhederne med en hånd placeret på maven, da Bible gav nogle rytmiske bevægelser fra sig…"blop,,,,,blop,,,,blop" og det fortsatte. Jeg sad og undrede mig lidt over, hvad i alverden det lille kræ havde gang i, men jeg fik fat i en "fod" (en legmesdel, der stak ud i forhold til resten af kroppen – kan også have været en hånd … eller hvis vi er meget uheldige: En næse) Foden hoppede rytmisk med resten af kroppen – og mavens vand gav skvulp fra sig.
Og så var det jeg kom i tanke om det med hikken. Og det passer jo. Rytmen, det, at babyen "kastes" rundt i maven… det hele passede. Det kunne kæresten og jeg så sidde og smile ret voldsomt af.
Kæresten stak hovedet ned til maven: "Bible …. drik noget vand.. Det hjælper" "Nej, nej" -svarede jeg,- det er jo vandet, der har fået ham til at hikke fra starten af"… Nå ja.. Hvordan kunne vi så hjælpe vores stakkels hikkende baby. Og så var det kæresten kom med en "alletiders" ide. "Pernille – du skal bare stå på hovedet."
Jeg kunne godt se på kæresten, at han var meget opsat på at hjælpe vores lille hikkende ven, men at stå på hovedet, når man næsten er i 8. måned er måske ikke lige .. "Jamen, hvis jeg står på hovedet, så rutsjer Bible jo bare rundt .. Han ligger jo på hovedet allerede" .. Nå ja,- det havde kæresten ikke lige husket.
Det endte med, at kæresten nøjes med at lægge sin dejlige beroligende hånd på min mave, mens han hviskede "så… så .. Det er snart slut" til min mave. Og lige så hurtigt, som det var opstået, forsvandt Bibles hikke igen.
Nu glæder jeg mig helt til næste gang Bible får hikke, for så ved jeg, hvad det er.