Jeg har et indre behov for at være vred. Ked af det. Såret. Og i den situation, vi er i, er det så nemt at finde syndebukke. Alle dem, der forsvandt, da min datter havde mest brug for dem. Alle dem, der ikke gør andet end at sladre om, hvordan det går min datter. Dem, der aldrig forstod eller forstår alvoren. Veninden, der pludselig havde nok i sig selv. Skolen, der intet foretog sig, for at vise min datter, at de er der for hende. Hospitalet, der ikke gjorde deres arbejde ordentligt i første omgang.
Den vrede er den nemmeste i hele verden. Mennesker i vores omgangskreds behøver dårligt TÆNKE i den forkerte retning, før man i sin fustration kan mærke vreden og tårerne. Men vreden rettes mod de forkerte. For det er jo reelt ikke skolen, vennerne, familien, hospitalet eller nogen anden jeg er vred på. For selvom man kan gøre ting anderledes, end jeg ville have gjort, så kan jeg se, at alle vitterlig prøver at gøre det bedste.
Jeg er bare så forbistret over, at en lille uskyldig vidundelige pige på 7 år, skal gennem alle de ting, hun nu går igennem, bare for at leve et normalt liv. Ja, bare for at få lov til at leve i det hele taget.
Hvor er retfærdigheden, rimeligheden responementet, når så lille og uskyldigt et barn bliver ramt?
Jeg er ikke sur. Jeg er først og fremmest posetivt overrasket over alle de mennesker, der før bare var i vores periferi,- og som nu går ind og gør alt hvad de kan for os og for vores datter. Jeg er imponeret over, hvor effektivt vores sundhedssystem er og jeg er glad for, at min datter kan komme tilbage til skolen, hvor læreren tager godt imod hende og beskytter hende, som hun har behov for. For det gør de. Alle mennesker har alle steder ladet døren stå åben: "Sig, hvad jeres behov er, og vi skal hjælpe jer". Det er den holdning vi møder hele tiden. En holdning, man ikke kan være andet end taknemmelig for. Og dem der sladre: Jamen,- reelt set er jeg jo lige glad. Jeg forstår jo selv fornemmelse af, at ting kan være svære at rumme. JEG kan ikke rumme dette her,- så kan jeg jo ikke forlange at andre skal kunne.
Men hvis mine følelser i virkeligeheden er sådan.. Hvor skal jeg så rette min vrede mod?
Ligenu mangler vi bare mest af alt SVAR.