Noget ventetid er til at holde ud. Ventetiden før babyen bliver født kaldes af gode grunde "Den søde ventetid".
Anden ventetid er nervepirrende, opslidende og helt ulidelig. F.eks. den ventetid, der er på den biopsi, min datter fik foretaget på Riget for 12 dage siden.
"Vi regner med at kunne have et svar om 12 dage." Da lægen sagde det, opfattede vi det som den længst mulige ventetid – at vi sandsynligvis ville få svar før. De 12 dage er gået idag. Telefonen har ikke ringet endnu.
Jeg vågnede kl. 6:00 med en fornemmelse i kroppen af, at NU ville de ringe. Men ingen normale mennesker – ej heller Rigets søde sygeplejesker – ringer kl. 6:00 om morgenen uanset resultatet.
Hvergang lejligheden giver sig lidt, hopper jeg op, i evig forvisning om, at det er telefonen, der tager tilløb til at ringe.
Lige nu er jeg bare glad for, at jeg sidder herhjemme.
Da min datter blev MR-scannet anden gang, ville de give os resultatet samme dag – det endte med, at der slet ikke var noget endegyldigt resultat – hvilket vi fik afvide 3 dage senere.
Men hele den dag ventede jeg på kontoret. Til sidst havde jeg simpelhen lyst til at tude, når endnu en kollega ville have hjælp til et eller andet. Ubevidst og bevist stirrede jeg på telefonen hele dagen. Når den så ringede var jeg ved at falde ned af stolen. Det at høre en anden stemme i telefonen end min kærestes, var tilsidst så smertefuldt, at det var ulideligt.
Derfor er jeg glad for at være hjemme idag – her er der ikke helt så mange, der ringer.
Uanset hvad hun har i nakken – min lille spirrevip – så glæder jeg mig bare så usigeligt til det første drop er lagt, den første pille er spist, den første behandling gået igang. Følelsen af at komme videre i forløbet er simpelhen så savnet.
Det er uvidenheden, der ikke er til at bære. Vi ved ikke om hun skal i behandling det næste ½ år eller bare den næste måned. Vi ved ikke, om hun ligger på hospitalet, når jeg skal føde eller om hun er frisk og frejdig. Vi ved ikke, om hun skal opereres … Vi ved reelt ikke engang om hun skal indlægges – og hvis hun skal – på hvilken afdeling,- hvorlænge eller hvorfor.
Det er så usigeligt svært at blive ved med at love noget, der virker som om det aldrig kommer. Min datter vågner hver aften kl. 21:30 – 22:00 (svarende til ca. 1 time efter hun er faldet i søvn) grædende af smerte. Og hver aften siger vi "Nu er det også snart slut – nu bliver det snart bedre". Det føles bare ikke spor overbevisende, når vi heller ikke høre noget.
Nu ringer telefonen ….