Min kæreste har altid været "min stille lykke". I starten blev han småirriteret, når jeg sagde det. Jeg tror ikke helt han forstod. Idag er det noget, han proklamerer med stolthed. Det er også sandt.
I mit sind er jeg en vild sommerfugl. Jeg flagre rundt med vinden. Nogen gang højt oppe – andre gange blæst helt ned til jorden. Og jo – verden er smuk fra en alpetop,- men det er mindst lige så skræmmende, når man som lille bitte sommerfugl gemmer sig i græsset og håber på, at ingen træder på mig.
Hvad hjælper det også at verden er smuk fra en alpetop, hvis man ikke kan dele den skønhed med nogen?
Min kæreste passer på mig. Han sikre sig, at jeg kan komme ned af alpetoppen,- og han skærmer for mig, når jeg ligger ubeskyttet i græsset. Jeg oplever ikke længere den susende altomfagnende lykke – hvilket gudskelov også betyder, at jeg heller ikke oplever sorgen, der er størrer end livet selv.
Han ved ikke altid at han gør det. Det ligger bare i hans natur at være sådan. Galant, hensynsfuld, men også nøgtern og uden alt for mange "dikke-dar-lyserøde" følelser.
En stille lykke er livets nektar. En stille lykke gør, at man,- når man er allermest bange og ked, har en skulder at læne sig op ad.. et ansigt at finde trøst i. Een man kan dele sin sorg med.
Og at når lykke banker på, kan man føle den dobbelt, fordi han smiler med.
Når en familie har det sådan med hinanden, kan den magte alt. Jeg ved det, for vi kunne og kan.