Indimellem er man mere, end man selv troede man kunne være. Indimellem er det eneste, der afholder een fra at gøre det, man drømmer om, ens egne tanker, der fortæller, at man alligevel nok ikke helt vil være god nok.
I de tilfælde er det fantastisk at have ham siddende ved siden af. Ham, der bliver ved med at insistere på, at alt kan lade sig gøre. At man ikke skal sætte sit lys under en skæppe. Ham, der på irriterende vis, gennemgår punkt for punkt, hvorfor man ikke skulle kunne nå sine drømmes mål.
Tænk – han var så insisterende – og nu viser det sig, at han havde mere end ret. Gu kan jeg. Jeg ved ikke helt lige nu om jeg er skrækslagen – eller om jeg er lykkelig. Det er vist noget i midte. Faktum er – han skubbede.. Jeg faldt ikke.. Jeg blev stående og bevægede mig i den rigtige retning.