“Tænk hvis..”

“Moar – tænk hvis der var sådan et lyn bagpå min cykel. Mor – ved du hvad – hvis der var en knap – og den så EKSPLODEREDE!” fortalte Jonathan mig ivrigt på vej på af den store bakke. “Og moar – tænk hvis cykler skal have benzin på – ville det ikke være fjollet,” griner han.

Vi var på cykeltur – mig og mine unger – men eftersom Jonathans hjul er ret små i det, ender det meget hurtigt med, at jeg må skubbe ham – i særdeleshed op af store bakker. Det var absolut hyggeligt. Knægtens ideer væltede ud af han mund – og min vejrtrækning og meget røde kinder, hjælper mig ikke ligefrem i mine lyster til at hjælpe med hans ingeniørmæssige udvikling af diverse knapper og dimser.

“Moar – tænk hvis der var en knap til lyskrydset her på muren” fortsatte han. “Så ville der være grønt, når vi kom hen til krydset”  “Og moar – tænk, hvis den bil havde vinger på”. Jeg oksede og masede for at få cyklen det sidste stykke – mens hans filosoferede videre over verden og alle de tekniske indretninger, man kan foretage i den.

“Moar – tænk hvis MIN cykel havde vinger” fortsatte han. Åhh.. Se, der var en fantasi, jeg kunne lege med på.

Dengang min datter var lille – på Jonathans alder – fortalte hun lange og smukke historier om prinser, prinsesser, frøer og fisk. Jeg husker det i et romantisk skær – og jeg ved, jeg opfordrede hende til at fortælle flere. Jeg lyttede aktivt med og kom med konstruktiv kritik (i forhold til de fortællerevner hun nu engang havde dengang!!) Idag husker jeg det som en fantastisk tid. Indledningen til det, der kom efter.

Nu er Jonathan nået til netop den periode. Men min søn fortæller ikke prinsessehistorier. Han opfinder knapper – i et væk. Han opfinder funktioner og udvikler yderligere teknik. Jeg er imponeret over hans evne til at tænke over, hvordan tingene kunne udvikles. Det er både meget fantasifuldt og meget udviklende for ham. Mere end een gang har jeg fortalt ham, at “det må du opfinde, når du bliver stor”. Og så kan jeg se hans lille ryg ranke sig. “Ja – det må jeg” konkludere han selv.

Min datter udviklede sin fortællerteknik i det uendelige. Idag skriver hun mere end nogensinde – og jeg er ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med at skrive, når hun bliver voksen. Jeg tror også hun vil evne at leve af det – for hendes talent er der. Og lysten til at fortsætte med at lege med ordene kan slet ikke stoppes i hende. (Hvor KENDER jeg dog det fra??)

Jeg kan ikke lade være med at smile af alle min søns knapper. For er det forsmagen på hans lidenskab? Er det det, han – som sin søster, der skrev historier – nu skal udvikle i de kommende år?

Lego har ikke tjent deres sidste penge fra min pung.  Og hvem ved, måske er mine investeringer i legoklodser medførende, at jeg får en lille ingeniør med tiden.