Da vi først hørte resultaterne fra MR-scanningen var vi i chok. Kræft eller knoglebetændelse.. 50/50 – troede vi. (Det har det aldrig været – vi fik bare ikke helt klar besked – og når man hører sådanne ting tror jeg også det er svært for lægerne at trænge igennem – vi var jo rædsenslagen !!)
Mine første håb var: Bare min datter ikke dør. Hvis de fandt kræft i hende, håbede jeg bare så inderligt på, at det ikke var dødeligt. Så skidt med, at hun havde kræft… Det måtte vi jo bare klare.
Efterhånden kom procenterne ned.. 5 % sandsynlighed – 2% og efter indgrebet er vi nu nede på promillers sandsynlighed for at det er kræft. Og efterhånden som procenterne blev til promiller, ændrede mine håb sig.
Først begyndte jeg at håbe, at det i det hele taget ikke var kræft – og nu er jeg kommet til det punkt, at jeg håber min datter ikke bliver invalideret af den ødelagte knogle.
Det skal lige siges, at HVIS de ikke kan fikse knoglen, så vil det aldrig blive værre end det er idag,- og så slemt er det altså slet ikke.. Hun har ca. 20% bevægelighed i nakken i forhold til andre mennesker.
For en uge siden virkede håbet om, at hun ikke skulle have varige meen af dette, så intetsigende imod det, at hun måske have en sygdom hun kunne ende med at dø af. Hvad betyder meen og langvarig behandling imod det at miste?
Idag virker tanken om, at hun skulle dø så fjern fordi sandsynligheden er så lille, mens tanker om hvor lang tid hun skal i behandling og om der kommer nogen meen pludselig er nærværende.
Jeg har lært at være glad for de små ting. Tænk engang: Min datter skal leve !! Så er alt andet da ligegyldigt ! Nu magter vi alt.. håber jeg 🙂