Før min datter kom på hospitalet og fik foretaget biopsien (som altså KUN tyder på, at det IKKE er kræft hun har), har vi længe vidst den var gal. Indefor den sidste 14 dages tid har kun kun været i skole en enkelt dag. De andre dage har været fyldt af scanninger, samtaler, hospitalesbesøg og ikke mindst angst.
Denne ene dag mødte jeg min datters klassekammerats mor, der også er gravid – nøjagtigt lige så langt henne som jeg. Jeg talte med hende, lige efter jeg havde fortalt matematiklæreren, at vi nu er "nede" på at der max er 5% sandsynlighed for, at det er kræft.
Hun fortalte om sin graviditet. Og hun beskrev nøjagtigt, hvordan drømmen om min graviditet er. Hun fortalte hvordan de mærkede babyen sparke – hvordan de sammen så maven hoppe – at de sang for babyen – og hvordan de alle nød denne særlige tid.
Hun beskrev nøjagtigt, hvordan jeg havde forventet, det ville være at være gravid. Og hun beskev det, jeg ikke har haft tid til at tænke over, fordi andre ting har været meget, meget vigtigere.
Denne graviditet bliver aldrig en tilbagelænet hyggegraviditet – hvor vi kan nyde udviklingen dag for dag. Men det ændre ikke på det faktum, at den baby, der gang på gang giver mig gaver i form af spark og livstegn (så jeg ikke behøver at bekymre mig) er ufattelig ønsket og savnet. Bare fordi vi frygter andre aspekter i livet, betyder jo ikke, at vi ønsker det næste barn mindre.. nogen gange måske tværdimod. Det eneste der er negativt, er at det er svært at overskue alt lige nu.