Jeg har mødt meget varme her på netdoktor – og kun en enkel gang har jeg oplevet det modsatte. Den ene gang, har gjort, at jeg ikke har skrevet "ærligt" om min graviditet. Det kan jeg ikke forsætte med – for den del, jeg ikke har været ærlig omkring – nemlig min datters helbred – har en omfattende konsekvens for min graviditet – og har hele tiden haft det. Min datters sygdomsforløb startede før jeg blev gravid – men voldsomheden af sygdomsforløbet – hospitalsindlæggelserne og de mere seriøse diagnoser er først kommet efter jeg har været "godt gravid" (Fra 8. uge og frem til nu)
Tanker omkring min datters helbred har hele tiden lagt en skygge over glæden over min graviditet. Ikke at graviditeten ikke er lykkelig – men der er ikke tid til, at far kan ae maven hver aften – og der er ofte ikke overskud til at nyde sparkene og maven. For det meste har det, at min baby er fuld af liv, blot været en beroligende faktor "I det mindste behøver vi ikke være bekymret for graviditeten".
Jordemor er noget man aflyser, for at kunne sende datteren til en behandling i den anden ende af amtet.
Det var ikke det, nogen af os drømte om. Vi har prøvet så langt tid – og så overskygges glæden. Jeg har endda været der, hvor jeg ikke kunne overskue at få barnet, fordi der er en stor sandsynlighed for, at min datter er indlagt på hospitalet samtidigt med, jeg skal føde. Hvordan giver man en nyfødt den opmærksomhed, sådan en størrelse kræver, samtidigt med, at man giver sin datter den opmærksomhed, en indlæggelse på et hospital kræver?
Livet er en mærkværdig størrelse. For et øjeblik siden var jeg slet ikke klar over, at dette – bekymringer og bange anelser – også er en del af livet. Men sorgen har også en berettigelse i vores liv – angsten ligeså. Og den er vigtig. I dag siger jeg til mig selv, til min familie, til min datter og til min kæreste,- at når vi kommer ud på den anden side, kommer vi ud som nogle andre mennesker.. mennesker, der er erfaringer rigere. Allerede nu kan jeg se, at de erfaringer kan gøre gode ting for os. Min datter lærer noget om at flytte grænser .. noget om at man kan mere end man tror man kan. Jeg har lært en masse om ydmyghed og så har jeg lært at bede om hjælp – og både jeg og min kæreste har lært, at ingen i denne familie kan undværes,- og at hvis vi bære byrderne sammen,- så kan vi klare alt. Åbenbaringer, der er knap så synlige, når livet bare kører i 5. gear.