For nogle år tilbage oplevede jeg en fantastisk mor. Livet havde behandlet hende – og særligt hendes lille søn – dybt, dybt uretfærdigt. Langsomt men sikkert, blev sønnens diagnose mere og mere modbydelig. Til at starte med var det epilepsi .. så kramper .. og til sidste – efter mange indlæggelser og meget usikkerhed – en alvorlig hjerneskade..
Men moren ? Jeg husker lige så tydeligt, da hun fortalte os, at hendes søn var hjerneskadet.. Hun så med den største forelskelse på sin søn og sagde "Men han er heldigvis ikke blind.. Han kan se mig.. og jeg kan se ind i hans sjæl".
Evnen til – ovenpå den hårde besked at kunne fremhæve det posetive fandt jeg fantastisk og enestående.
Min datter og dermed også jeg har været indlagt på Rigets kræftafdeling nogle dage. Diagnosen er enten knoglekræft eller knoglebetændelse. Min vidunderlige datter har fået foretaget en biopsi – hun er blevet opereret i nakken og man har taget et stykke knogle ud af hendes nakkehvivel. Nu venter vi på svar. Vi talte med lægen, der opererede hende,- og han var mere end posetiv. Så selvom vi først får svaret om 12 dage,- så er vi allerede nu meget sikre på, at vores dejlige datter ikke har kræft – men "bare" en alvorlig betændelsestilstand i knoglen og en halv ødelagt nakkehvivel.
De sidste 4 dage har vi været indlagt på Rigets kræftafdeling. Og idag kan jeg se, at min veninde med sønnen ikke er den eneste enestående forældre. Det findes rigtig mange børn, der har behov for fantastiske forældre – og der findes lige så mange fantastiske forældre.
Der er ikke ret mange problemer, der ikke føles petitesseagtige, når man først har set, hvad den modbydelige sygdom kan gøre ved vores børn. De sidste 4 dage har jeg primært lært noget om taknemmelighed. Og jeg føler mig dybt. dybt priviligeret over, at min datter IKKE har kræft. Har du nogensinde tænkt den tanke?