Når man virkelig er i krise, er det, at man finde ud af hvem der er venner, og hvem der ikke er det. Min dejlige veninde har ringet dagligt – både for at hører hvordan det gik, men også for at fortælle lidt om hvordan livet er "på den anden side". Hun har sendt en buket blomster til mig hjemtil – så jeg kunne beholde dem.
Min mor har pludselig trøstet min svigermor. To kvinder, der normalt ikke har ret meget til fælles – og som normalt ikke kommer helt heldigt ud af det sammen, havde pludseligt noget at tale om – en fælles bekymring og sorg.
Min mor var der, da min datter kom ud fra operationen og hun hørte lægen forsikre, at han bestemt regnede med at det "kun" var en betændelsestilstand. Hun kunne se i hans øjne,- det samme som vi så,- nemlig at han var ærlig. Og min mor kunne dermed give det videre til min svigermor, som vi havde svært ved at sige videre – for fra vores munde lød det som en "falsk" trøst, på en eller anden måde.
De mennesker, jeg omgiver mig med, er slet ikke så tossede endda. Da min datter trængte til at snakke med nogen fra sin sygeseng, ringede hun til sin veninde. De snakkede sammen i over 30 minutter – udvekslede intetheder og små fnis… lige det min datter havde brug for. Først da de havde talt sig færdige og jeg talte med venindens mor, gik det op for mig, at veninden var syg.. Veninden var syg med influenza, men blev hentet op fra sengen for at tale med min datter.
Alligevel havde de fundet overskud til at tale sammen og begge havde fået noget ud af det.
Hvor kan andre mennesker dog gøre meget, der rører een i hjertet. Og hvor skal der dog i virkeligheden lidt til !!