Det var ærligt talt en lettelse, da portøren kom og hentede min datter – der på det tidspunkt var lettere beruset af den “drink” hun havde fået for at blive rolig.
Det havde været en meget lang nat. Datteren vågnede kl. 4:00 om natten. Til at starte med argumenterede hun som kun en 7-årig kan, for hvorfor hun IKKE skulle opereres alligevel. Derefter var det fasten, den var gal med. Hun var skrup sulten – og dette blev ikke bedre op af formiddagen. Omkring kl. 9:00 da mormor kom og derefter far, faldt hun til ro. Det var som om hun forstod, at der ikke var noget at gøre – at hun ligeså godt kunne accepterer det faktum, at hun SKULLE opereres.
For mig var det en lettelse at sige farvel i operationsstuen. Jeg kyssede hende og hjalp hende med at tælle – og jeg så at hun lignede en engle, da jeg fik fra hende. Lægerne og sygeplejeskerne virkede vanvittig dygtige og jeg kunne mærke, at de nok skulle passe på hende.
På en eller anden måde går det i den rigtige retning alene med det faktum, at lægerne nu har en prøve på, hvad det helt nøjagtigt er, der er galt med nakken.
Tiden efter prøven – tiden med, at såret i nakken gør vanvittigt ondt og hun hele tiden skal have smertestillende medicin – var nemmere, meget nemmere end tiden før. For nu er det hele overstået.
Nu er der kun een vej, og selvom den er lang, er vi trods alt på den rette vej denne gang. Og denne gang tror jeg på lægen, der fortælle, at det efter hans mening IKKE kan være kræft. Nu mangler de bare at finde ud af hvilken form for betændelse, det er