Åh… at ligge med halstørklæde i sin halvklamme seng – med lige præcis så meget feber, at man ikke er bevistløs (det ville være for nemt),- og lige præcis så meget, at man HELT er klar over sin egen elendighed. Øvøvø
Men på den anden side tænder det nogle tanker. Tanker om, hvor bange jeg var sidst, jeg var gravid… “Åh,- vil dette have indflydelse på barnet?”. Den gang skulle jeg virkelig hive i mig selv, for ikke at styrte til lægen og spørge.
Denne gang føles det faktisk omvendt. Babyen lavede nærmest grin med mig mens jeg lå der og led.. Babyen hoppede rundt ,- det eneste der manglede var et lille babygrin, bare lige for at være helt sikker på, at jeg fattede beskeden. .. Men det er jo rart nok at vide, at babyen ikke lider nød