Datteren skulle stikkes i numsen igår med en stikpille. Mens en sygeplejeske kæmpede med den ene ende, trøstede jeg min dejlige, stærke, modige men bestemt også skrøbelige datter i den anden ende – med hendes hulk og gråd begravet langt ned i min mave..
Og så var der ellers en lillesøster/bror der gik til kamp. På den ene side skulle jeg holde datteren… trøste hende,- koncentrer mig om hende. På den anden side var der bare et lille væsen, der slog mig fuldstædig i gulvet indefra. Det var voldsommere end jeg nogensinde har prøvet før – og efter som jeg har mærket liv siden 12. uge – og at lige her på det sidste har været kraftigt, så siger det alligevel en hel del.
Jeg ved godt, at babyen ikke ved, at datteren er hendes storesøster – men hun/han ved, at det er en særlig person,- og at den person på en eller anden måde er forbundet med babyen. Der var ingen tvivl om, at hun reagerede på, at min datter var ked af det – og reaktionen kom fordi hun skulle “beskytte” eller “reagere” på et eller andet.
Jeg forklarede min datter her til aften, hvorfor jeg havde set lidt mærkelig ud i hovedet, da hun græd. Så begyndte min datter at græde igen,- men denne gang .. af lykke.