En orange sol, der sniger sin ind gennem persiennens aflukke.. En doven, doven krop, der lægger sig helt op af sin dejlige kærestes. Vågner langsomt i en varm ske. Hans hånd på min mave. Vækkeuret,- som han slukker flere gange. Den der fornemmelse, man har når man er midt i mellem livet og drømmen. Burde stå op, for arbejdet kalder,- men beslutter hurtigt, at det næste tog jo også går… og det næste og det næste.
Dynens varme mod varmen fra den dejlige krop, der ligger op af min ryg. En små-sovende 7-årig lang og usigelig smuk datter, der drysser ind i soveværelse og lægger sig til resten familien,- foran mig. Varmer sig mens hendes lillebror/søster sparker hende i ryggen indefra min mave for at få plads.. Jeg aer søvndurken hendes kind, fuld af beundring over, at et lille menneske kan være så blød og fin – så fuldstændig.
Sådan en doven morgen, var det i morges.. Dem må vi have nogle flere af.
