Jeg har et dejligt arbejde med en dejlig chef, søde kollegaer og en god vægtning af medindfyldende i mit arbejde.
Alligevel tæller jeg dage nu.
Jeg troede faktisk, at det var de andre, der ville lukke mig ude – ubevidst,- fordi jeg “alligevel ikke er her om 3 måneder”, men sådan er det slet ikke … jo i een henseende: Jeg er ikke den første, der bliver sendt på kursus – hvilket vel er meget rimeligt.
Men faktisk er det meget mere omvendt. Det er meget mere mig, der vender et blad og tænker “Det var sidste gang, jeg skal gøre det i det næste år” – ubevidst får JEG lukket en masse dører bag mig. Lige så stille får jeg givet ansvar videre. Lige så stille får jeg andre mennesker til at overtage det, jeg laver – fordi det alligevel bliver nødvendigt på et tidspunkt.
Det har så nok også noget at gøre med, at jeg ikke havde forventet, at de derhjemme ville have så stort et behov for, at jeg kommer hjem. Det tror jeg er noget andet. Hvis nu alt med datteren var ok, og manden også arbejdede 8-16 – så ved jeg ikke, om jeg stadig ville være så lun på at holde op.
Eller også er det simpelhen fordi jeg accepteret den store plan oppe i mit hoved – At jeg skal hjem og arbejde der det næste år – så er det underligt bare at få og vente på, at det skal ske.. Så hellere komme igang 🙂
Men der er også længe til endnu: 44 arbejdsdage 🙂