Min graviditet er indtil nu forløbet utroligt godt – lige med undtagelse af en blødning i starten. Jeg er taknemmelig for den nemme graviditet, jeg gennemlever.. og alligevel tager jeg mig selv i hele tiden at opleve skavanker..
Først og fremmet fordi gulvet nu en gang ER kommet længere ned. (Og den, der har fjernet det, bedes øjeblikkeligt lægge det på plads !)
Og fordi det ikke er synderligt morsomt at lægge sig godt til rette for natten… hvilket nu tager omkring 3-4 minutter. Når man så har hvilket sig 1 minut og er parat til at falde helt hen, begynder maven at brokke sig højlydt. Vilde spark indikerer tydeligt, at babyen i maven bestemt ikke har sammen konfort, som dets moderdyr. Faktisk kan kraften i sparkene minde om en vild dødskamp. Herefter må man pænt finde en anden – knap så konfortabel – stilling. Men hvad gør det: Babyen ligger jo godt.
Eller hvad med det faktum, at vækkeuret nu er ubrugeligt. Jeg vågner alligevel altid 1 time før uret ringer, fordi jeg er ved at tisse i bukserne. Når jeg så kommer ud på toilettet og får tisset – alle 8 dråber – så har lyset og lydene vækket mig. Det betyder jo heller ikke så meget,- i betragtning af, at mit søvnbehov tydeligtvis har ændret sig fra de normale 8 timer til nu… 16 timer – hvis jeg kan få lov.
Mine vitaminer og piller er en historie for sig. Jeg føler mig en om 85-årig kvinde, der skal tage piller efter et lille plastichylster pånoteret "morgen, formiddag, middag, eftermiddag, aften". Og min hukommelse er nogenlunde lige så stærk .. for jeg kan ikke huske at tage dem – selvom jeg prøver.
Først når jeg efterfølgende sidder på toilettet ved jeg, om det er lykkes eller ej,- for jeg tager ikke mindre end 3 piller dagligt, der forstopper. Så desto længere toiletbesøg, desto hårdere "presseperioder", desto større chance er der for, at jeg har husket alle mine piller.
Og så har jeg ondt steder, jeg ikke vidste eksisterede. F.eks. mit skamben.. Jeg får ondt i mit skamben, når jeg går for meget og for hurtigt. Eller min numse. Min kæreste morer sig kosteligt over, at når jeg siger "Jeg har ondt i min rø.." så mener jeg det sgu. Når jeg så siger til ham, at det er hans rolle – som kommende faderdyr – at masserer smerten væk,- så forsvinder smilet om hans mund – hvilket ikke kan undre nogen,- for nogen gange skulle man tro, at barnet har sommerresident lidt syd for helårsboligen.. Min bagdel er ihvertfald vokset i takt med maven.. (måske som modvægt ?)
Det, der er så morsomt ved det hele er:
Uanset hvor irriterende eller tænkevækkende det er, så er kun eet sikkert: Det bliver meget værrer 🙂
(I parentens skal lige nævnes, at jeg ELSKER hvert øjeblik, hver spark og hver smerte i skamben/rø.. Jeg elsker ganske enkelt at være gravid)