Jeg er begyndt at drømme mere og mere om fødslen – hvilket modsat sidst – er vidunderlige drømme.
Der er GOODD tid endnu, men det er rart, at jeg mentalt er ved at forberede mig på, at det kommer til at gøre nas – og at min krop kræver, at JEG sindsmæssigt hjælper til.
Min sidste fødsel for 7 år siden var en nærmest spirituel oplevelse. Fornemmelse af, at være i veernes magt,- at vide, at jeg kan kæmpe alt hvad jeg vil, men det vil kun gøre tingene værrer. Det eneste, der kan hjælpe mine smerter, er hvis JEG samarbejder og gør som min krop kræver af mig. Sidste gang var det primært noget med at trække vejret på et bestemt måde – og ikke sige noget – bruge kræfterne på at hjælpe veerne videre.
Det vigtigste for mig er at min kæreste er der. Sidste gang var det så intim en oplevelse at føde sammen med min kæreste, at det er det tætteste, jeg nogensinde har været på at føle mig som een person med to kroppe. Det var som om vi tænkte de samme tanker – og græd hinandens tårer. Det glæder jeg mig til at opleve igen – at den oplevelse så kræver, at jeg har store, store smerter – det er en biting… vand ved siden af.