Det fylder alt i mig.
Det pæne og der, hvor man påtager sig roller, for at stå bedst muligt, er forlængst krakeleret og forsvundet. Jeg står overfor ham – nøgen og skrøbelig. Blottet, udsat.
Før kunne jeg føle mig overlegen. Masken var på. Men nærheden, timerne sammen, snakkene til langt ud på natten – og intimiteten har langsomt men sikkert, gjort det umuligt at opretholde illusioner.
Efterhånden som maskerne ryger, bliver angsten for afvisning det størrer, for indsatsen bliver konstant højere. Det er mit hjerte, mit blod og hele min sjæl, der ligger i puljen.
Han lytter – og jeg fortæller. Og indimellem er det slet ikke det, jeg fortæller, han høre – men alt det, jeg ikke siger.
Drømmene tager til i styrke, efterhånden som dag tager dag. For hver eneste besøg, hver eneste samtale, hver eneste berøring fører kun til een ting: At vi kommer endnu tættere på. Drømmene tager for og bliver mere og mere konkrete.
Og mens drømmene tager til i styrke – og i højere og højere grad ses som reelle muligheder, vokser vi sammen. Tidligere drømte jeg om, at krybe helt ind til ham. Men efterhånden er vi kommet under huden på hinanden. Langsomt bliver vi til een.
Det er nøjagtigt lige her, jeg gerne vil være.