Da lyset var blevet slukket og alt åndede fred igår, kunne hverken kæresten eller jeg sove. Tankerne om alle de omvæltninger, vi skal til at opleve, fylder alt.
Vi lå lige så stille – han med en hånd på min mave – og var eet. Samme længsler – samme håb og samme fremtid.
Og alt imens vores lille nye baby indefra moslede rundt, så kæresten fik tårer i øjnene, talte vi om, hvad vi er for hinanden. Og hvad vi håber at være.
Når man har været sammen i 10 år, er der en vis sandsynlighed for, at man også klare "det næste bump i vejen" – særligt, når man har været igennem alverdens "formasteligheder" gennem de ti år. Der er nærmest ikke det, vi ikke har prøvet sammen efterhånden. Men hvad der ikke slår os ihjel, gør os stærkere.
Sidste gang var jeg bange for fødslen. Denne gang, ved jeg at min kæreste er noget ganske særligt under en fødsel – ihvertfald i forhold til, hvad jeg har brug for. Så denne gang glæder jeg mig.
Vi er stadig forelsket i hinanden til tider,- men nu er kærligheden størst. Jeg troede bare, at når man "faldt til ro" ville kærtegnene i hverdagen forsvinde – og vi ville være mere "venner". Så ville de små betænkeligheder være væk. Hvor er jeg dog glad for, at jeg faldt for een, der OGSÅ mener, at det er vigtigt at kysse hver dag og een, der ikke kan falde i søvn, hvis han ikke LIGE kan mærke lidt af min mave… eller min hånd i sin.. også efter 10 år.
Kærligheden er så mange gange størrer end forelskelsen.. Kærligheden er alt.