Turen på arbejdet var lang – men slet ikke så dårlig. Vejret er imponerende.
Alene at gå ud af vores hoveddør var morsomt. Trappetrinet var væk og var erstattet af et godt lag sne. Da trappetrinet – under sneen – forsvandt, stod jeg pludslig i 75 cm sne.
Hele vejen føler jeg bare, at jeg har gået lige i "numsen" på 400 andre mennesker, der skulle samme sted hen, som jeg skulle.
Alligevel er det utroligt, at folk er så posetive. Til trods for, at vi ventede, ventede og ventede (Jeg ventede 20 minutter på toget og 40 minutter på bussen) så var de fleste alligevel ikke bange for lige at stikke os andre et smil. Dejligt lunende. Vi har heller ikke anden varme, end den vi selv kan producerer.
Hvor er verden dog smuk når den sådan er pakket ind.
Igår sparkede babyen 2 gange med en lille og sylespids hæl – på en måde, at det nærmest var ømt. Kæresten grinede. Han mente, at det måtte være næsen, babyen stikker frem 🙂