Der var den jo – lige der på skærmen. Datteren og den vordende far var med. Oplevelsen første gang, da jeg ventede min datter, var størrer, fordi man ikke vidste noget – denne gang er scanning nærmest noget, jeg har fået foretaget hele tiden. Datteren fik fortalt af far. "Se, der er hovedet – og et ben"
Hovedet – fem lange og krogede fingre, der lige vinker lidt.
Den lå omvendt af, hvad jeg havde regnet med – ikke at den har bevæget sig så meget for nyligt. Men vi fik den endelig konklusion: Der ER kun een. Men kun og kun – det er godt nok et utaknemmeligt ord, når man tænker på, hvormeget mit lille kræ allerede betyder for os alle sammen.
I scanningsstuens mørke blev der fældet en lille lykkens tåre.