Det var nogle forventningsfulde piger, der lagde sig til at sove igår – og det var tydeligvis svært at finde ro. Jeg kom med dynamolygter og bøger – og prøvede at få dem til at fortælle hinanden historier.
Jeg startede med, at fortælle om den jul, hvor jeg “overhørte” hvad jeg skulle have juleaften,- hvorefter hele magien var forsvundet. Det kunne pigerne godt forstå.. Hvilket var ret sødt, for man kunne se julelysene tænde i deres øjne.
Derefter lød spørgsmålet: Hvad var din bedste julegave nogensinde ? Den første veninde svarede, at det var een hun havde fået sidste år – hvorefter hun beskrev en dukke eller noget. Da min datter kom til, fortalte hun om, da mormor forærede hende et dukkehus med lys, da hun var 4 år. Det var ret rørende. Mormor havde sat dukkehuset i et mørkt soveværelse og tændt kun lyset i dukkehuset, og der var slet ingen tvivl om, at DET var en go gave. At mormor så oveni købet havde lavet de fleste møbler og dukkerne selv, var bare endnu bedre.
Tilsidst var den den sidste venindes tur – og da blev en gravid kone alligevel rimelig rørt. “Min bedste gave var ikke en julegave .. for det var nemlig da jeg fik min lillesøster” .. pigen blev storesøster for 9 måneder siden… Uha, der rejste nakkehårerne sig alligevel..
Alt i alt var det så vellykket, at det skal gentages. Der var heller ingen tvivl om, at legene var anderledes.. Vi voksne kunne i DEN grad bare holde os væk – hvilket var ret underholdende. Og hvilket gav kæresten og mig en rigtig dejlig sludre-hyggeaften.
Alligevel var det nu rart nok, da pigerne var gået kl. 12:00 – og vi tog i byen for at handle det sidste. Juletræet kom også op, og datteren har pyntet det. Med fryd har hun konstatereret, at næste år, var hun ikke længere den yngste juleaften, og så skal hun ikke dele gaver ud (selvom det ellers er noget, hun gør med STOR fornøjelse) Hun er så god til at stave nu, så vi aftalte med hende, at næste år – når babyen kun er 6 -7 måneder, så skal hun nok dele gaverne ud,- men året efter må hun hjælpe sin lillesøster/bror med at læse kortene.
Hun vil så gerne. Jeg glæder mig sådan til at se, om hendes begejstring for “projekt storesøster” også holder når babyen er her. Jeg er tilbøjelig til at tro det.. Selvom jeg husker at læse indlæg om jalouxi – for uanset om vi vil det eller ej, så bliver det jo nok også en del af det hele.