Træt, stor men uendelig lettet over, at der i det mindste er een ting lige nu, der tilsyneladen fungerer godt. Glæder mig til jordemorbesøget mandag.
Spekulerer dog meget over, hvor meget skade fosteret kan tage af alle de øvrige stressmomenter. Det skal tages op med jordemoren – særligt fordi stressniveauet kun vil blive øget fremover – ihvertfald de næste mange måneder.
Min datter er skøn. Hun er ligeglad om det bliver en dreng eller en pige "bare det bliver en baby, mor". For hendes skyld er jeg MEGET bange for, at der skal gå noget galt – men der er ikke noget, der tyder på,- på nogen måde, at noget kan/vil gå galt.
Krise og stress er en underlig størrelse – for det er som om, at fordi der er krise, så er der andre ting, der pludselig også bliver kritiske. Som sådan har min graviditet INTET med vores krise at gøre,- men alligevel kommer den til at spille en stor rolle. Den kommer til at "være i vejen" i forhold til vores behandlingforløb – og den giver mig dårlig samvittighed, fordi jeg græder for meget – og tænker for mange væmmelige tanker. Det er lidt underligt – for jeg kunne godt tænke mig at bruge graviditeten omvendt: At det er den GODE ting, der sker lige nu – for det ER det jo – det er bare svært.