Nogen steder kan man læse, at hvis man bløder bare den mindste plet, vil det nærmest være et miraket, hvis graviditeten fuldføres. Andre steder står der noget helt andet.
Det, jeg har blødt i dag og igår kan dårlig betegnes som andet end "udflåd" – det var været uendelig lidt..(udflåd handler vel egentligt også om, at det kommer ud i trusserne – hvilket mit på intet tidspunkt har gjort – kun toiletpapiret har været farvet) jeg tør dårligt sige, at jeg synes det bliver mindre og mindre, for det "plejer" at give bagslag.
Som min kæreste siger: Man hører tingene, som man bedst kan. Min gynækolog sagde, at det var noget rigtig skidt at bløde. Hun fik gjort det til noget rigtigt farligt – men at bløde kræver vel mere end 2 ml blod pr døgn !!
På den anden side, sagde hun også at det ville være ufatteligt og med en utroligt LILLE sandsynlighed, at blop, der var sprældlevende og tilpas stor i torsdags – skulle gå til. Blop er simpelhen kommet over det stadie – for nu har den arme og ben og ER udvokset. (2,5 cm er det blevet til på det sidste billed 🙂 )
Nu vælger jeg at lytte til det.. og tro, at min krop gør dette mod mig, fordi jeg har stress på. Jeg vælger også, at sætte mig tilbage og stole på, at min kæreste kan klare ærterne. Hvilket han kan.
(Hvis jeg fortalte min mor, at jeg var gravid, tror jeg faktisk at den hjælp, som jeg ville have behov for, HELT ville forsvinde – fordi hun bliver så underlig, når jeg siger det. Det er som om jeg "fornærmer" hende – sidst var hendes første reaktion "Nå – og hvad havde du forestillet dig, at jeg skulle sige til det??" (øh – alt andet end det… hvad med "Tillykke" efter 2 år !!)
Derfor kan jeg godt vente lidt med at tage den konfrontation. Sidste graviditet var hun MILDEST talt ikke nogen hjælp – tværdimod. Hun var uforskammet og flabet og ufattelig egoistisk – men det var jo også svært for hende – hun skulle jo være mormor !!)
Jeg accepterer, at jeg ikke kan, så meget som jeg plejer – f.eks. ligger jeg på sofaen hele dagen, og kæresten har sørget for alle mine behov. Iaften skal jeg snakke med min vidunderlige veninde og fortælle hende status quo. Hun bliver så himmelhenrykt lykkelig på mine vegne (hvilket også vil hjælpe mig) og jeg er sikker på, at jeg kan regne med, at hun hjælper mig med familiefødselsdagen på søndag (ligesom hun vil hjælpe mig med at holde alle kort tæt til kroppen) Det VAR ikke meningen, at nogen skulle vide noget,- men jeg er for stresset til helt at holde mund. Jeg SKAL have hjælp – og jeg SKAL slappe af.