Små bobler af lykke, der puffer op,- og hurtigt forsvinder igen. Små forhåbninger, der forplanter sig til smil om min mund – efterfulgt af en bundløs angst. Sådan kan min sindsstemning beskrives.
Den er allestedsnærværende – og den er uberegnelig – men den er min,- og lykken overtager,- dag for dag,- min bundløse angst.
Nye roller – en hånd på min mave, ubevidst? Bevidst endnu! Jan, der ikke længere holder mig i hånden om natten,- men holder forsigtigt og blidt på min mave. Og bekymringens spor i min pande, der oftere og oftere ændres til smilehuller i min kind. Håbet levet – drømmen er ikke virkelig endnu,- men heller ikke længere noget, der kun eksisterer, når stjernerne og fantasien slår sig løs.
Lykken venter om hjørnet.