4+3 Testen

Vi var ikke målløse – vi var lammet af mistro.

Hver måned de sidste 3 år, jeg har trippet og håbet. Jeg har vidst at sandsynligheden var lille, fordi jeg har PCO – men håbet levede. Det håb gjorde ofte, at jeg fik nogle komplikationer i forbindelse med min menustration. F.eks. var mit bryst spændt til bristepunktet. Jeg følte mig som en falsk reklame, når jeg vraltede rundt med et par bryster, der strittede flottere end Pamela Andersons kirug kunne have fået dem til – for grunden til det var spændt, var, at jeg håbede at jeg var gravid – jeg var det aldrig.

Nu har vi opgivet. Fanden stå i det – vi må have hjælp. Vores første datter bliver ikke yngre (hun bliver snart 7) og det er jo også for hendes skyld. Jeg søgte hjælp hos lægen, som sendte mig videre til gynækolog. 2 måneders ventetid. Fair nok. Vi havde så tid d. 1. oktober.

Den 29. september havde jeg ikke fået min mens. Jeg var oppe på dag 38. Det er ikke så usædvandligt for mig,- men for at “skubbe lidt til menustrationen” tog jeg en test. (Det plejer at kunne fremprovokerer menustrationen)

Først var den som den plejer – hvid som sne.. men langsomt kom noget lyserødt til. Jeg sætte den op mod lyset. Der VAR en misfarvning.. Minutterne gik – og min mave rumlede rundt 8 gange. Jeg kaldte på kæresten. Da han kom ud, var der slet ingen tvivl længere. Der var en fin lyserød stribe hen over pinden, der hvor den skal være farvet, for at man er gravid.

Øhhh.. HVA?? Vi kunne SLET ikke forholde os til det. På en eller anden måde var det bare ikke rigtigt. Jeg havde jo ingen symptober – ingenting.

1000 gangen har jeg drømt om, at overbringe nyheden til min kæreste. 1000 gange har jeg gennemgået inde i hovedet, hvordan jeg ville liste mig ind i sengene – og fortælle det,- eller “lade ham finde pinden med de to streger”. Men ingen af de 1000 gange havde jeg taget forbehold for, at jeg selv slet ikke ville kunne fatte det – at jeg selv ville gå i trance – og derfor holdte drømmen ikke – han fik afvide, at han skal være far igen, ved at jeg sagde “Det er da løgn – ikk??” og at vi efterfølgende brugte 20 minutter på at diskuterer hvorvidt den nu var lyserød,- eller hvad der kunne være sket af fejl, der gjorde, at svaret ikke passede. Derfor var det ikke spor romantisk.

Vi aftalte, at jeg skulle tage en test morgenen efter. Sådan en …. “lad også tjekke for en sikkerheds skyld”.

Jeg sov ikke hele natten. Jeg har drømt om dette hver nat i 3 år. Jeg har sukket, grædt og håbet.. og nu… nu var jeg MÅSKE gravid?? Hvordan forholder man sig til det? På den ene side, var jeg bare lykkelig. På den anden side kunne jeg mærke panikken brede sig. Hvad nu?

Testen næste morgen blev taget kl. 6:15 – et tidspunkt hvor min kæreste normalt er langt væk i drømmeland,- men jeg var ikke den eneste, der ikke kunne sove. Da jeg havde listet mig ud på toilettet og fumlede med testpinden, stod han pludselig i døren.. Smilende og lige så spændt som jeg. Ord var ikke længere nødvendige. Testen var posetiv – MEGET posetiv. OG dertil var der ikke noget at sige !!

Det blev et underligt møde med gynækologen. Der kom jeg for at få hjælp til at blive gravid – og så troede jeg allerede jeg var gravid. Det blev en nervøs og smilende konsultation. Sidst jeg var der (for 2 år siden) havde tårerne ikke kunne stoppes – og nu sad jeg nervøst på stolen og sagde “Jeg tror, jeg er gravid”

Hun scannede mig,- men kunne ikke se graviditeten endnu. Dette sagde hun, skyldes, at den endnu var for lille. For en sikkerheds skyld bliver jeg scannet igen d. 18 oktober. Hun tog en blodprøve. Og lovede at ringe indenfor en time.

1 time og 10 minutter og 15 sekunder senere ringede gynækologens laborant og sagde “Tillykke”. Igen troede jeg, at dette ville være en milepæl – et skridt, der ville give mig en indre fred. Men nu ligger frygten om, at jeg,- fordi jeg har PCO, kan miste min graviditet inden udgangen af 12. uge.

Men jeg er kommet i tanke om min første graviditet. Jeg er kommet i tanke om det faktum, at der er en årsag til, at man er gravid i 9 måneder. Accepten kommer – men Rom blev ikke bygget på een dag.

Indeni mig vokser et nyt liv – men indeni mig vokser jeg også som det ny livs mor. Jeg kan huske bekymringerne – det er jo hele grundlaget for det, at være mor.

Hver dag er en gave nu. Uanset hvad der sker, er dette posetivt. Mister jeg graviditeten,- så er min krop nu i så go form i forhold til min PCO, at der er grundlag for, at vi nemt kan få hjælp til en ny graviditet – og hvis det bedste af det bedste sker? Så er jeg mor til et lille nyt væsen i Juni 2003 – og det er så stort, at jeg end ikke KAN tænke tanken til enden – uden at blive varm og smørblød indeni.

Hver dag – hver time som gravid – er nu en gave, som jeg vil nyde