Vi sad i toget – min datter og jeg – på vej på fælles oplevelser. Og pludselig kommer moren til en pige, min datter tidligere har været venner med , ind i toget.
Vennen vi her taler om, har gået i min datters klasse, igennem flere år. Men for et års tid siden skiltes deres veje – og trods opstartende intentioner om at ses og holde kontakten, flyttede hun hurtigt videre – og dermed forsvandt al kontakt. Dertil skal desuden siges, at det er ikke fordi de to piger har været hjerteveninder. De var bare gode sammen – som min datter er med mange andre af hendes veninder.
Da moren fik øje på os, var hendes glæde tydelig. Et stort bredt smil og et “Hvor ER det rart at se dig” henvendt til min datter. Jeg skulle have et knus – og min datter skulle have et knus. Og lige der i togkupeen blev vi opdateret på hinandens liv, mens jeg sad og følte en indre varme over det faktum, at en mor til min datters tidligere veninde, nærede så varme følelser for min datter, at hun i så høj grad smilede, krammede og var lykkelig over se min datter – og dermed få muligheden for at dele mobilnumre.
Tænk, at jeg er mor til en datter, der gør så stort og uudsletteligt et indtryk overfor andre børn – og disses forældre.
Nu glæder jeg mig bare til at de to piger genoptager forbindelsen.