Han og jeg cyklede hjem i det fantastiske forårsvejr fra dans. “Det er nu vi skaber de minder, vi skal huske hinanden på, når vi bliver gamle” fortæller han. Jeg smiler -og svarer “ja”.
Det føles nærmest som tiden er knap. Som om vi skal nå en masse. Virkeligheden er jo, at vi har al den tid i verden, vi har lyst til og brug for. Men det er som om denne – den første tid – skal udnyttes til sidste sekundt.. for det er lige nu, minderne bliver skabt.
Min første følelse omkring statementet var tristhed. For kommer der en dag, hvor vi ikke skaber minder? Kommer der en dag, der ikke er, som den er nu? Er der virkelig en grund til, at skynde sig sådan – netop fordi tiden lige om lidt indhenter os?
Men min næste tanke var, at så længe to mennesker ønsker at gøre ting sammen – så længe vi er enige om, at gøre ting sammen, at være sammen – så er der intet i verden, der kan forhindre os i, at blive ved med at skabe minder.. Selv den dag, vi sidder i hver vores gyngestol og taler om alle de minder, vi har, kan blive et minde.
Og hvis der er noget han og jeg er enige om, så er det, at oplevelser må der til – mange af dem. For oplevelserne er dem, er kitter alting sammen. Og når jeg ser tilbage på den faktisk MEGET korte tid, vi har været sammen – så er det imponerende, hvad vi har nået sammen.