Løb

Ham, der kysser så fantastisk, kan meget mere end bare lige det.

En af de ting, jeg er rigtig glad for, er hans holdning til motion. At det er den største selvfølge – og at vi “bare gør det”. Indtil videre er det blevet til lange, dejlige gåture – adskillige cykelture til og fra København, danselektioner og han har sågar set efter ungerne, mens jeg har rullet mig en tur.

Jeg så ham løbe to gange rundt om Gentofte sø. For det er det, han altid har gjort: Han løber.

Jeg så, hvad det gjorde for hans øjne, hans kinder og hans sjæl. Det lyste langt væk af velvære og tilfredshed med egen indsats. Jeg har længe, længe drømt om at kunne løbe. Men har også erkendt, at trods glimrende kondition – så er der alligevel noget, der gør, at jeg ikke evner løb.

For alt andet lige må det være den ultimative fedeste form for motion. Ingen undskyldninger – ingen forhindringer. Ingen underboer, hvis lampetter rocker i takt med Charlotte Bircows musikvalg – og ingen slidte kuglelejer, der nedsætter tempoet eller cykelkæder, der larmer fordi de mangler olie. Jeg vil rigtig gerne evne at løbe.

Jeg har nu også forsøgt – længe for jeg mødte ham, der kysser så fantastisk. Jeg prøvede at lære mig selv at løbe Sønder sø rundt, da Jonathan kun var en lille purk – og jeg gik hjemme hos ham. “Intervaltræning” anbefalede de kloge – så jeg løb, til jeg ikke havde mere luft – og gik derefter. Men uanset hvor meget jeg trænede, kom jeg aldrig under 1 time for turen, der er på 5,5 km

“Løb med mig” lød udfordringen.. Og jeg tog imod.

Først var der mine skridt. Jeg havde været så forhippet på at komme afsted, at jeg løb på det yderste af mine tæer. Måske adskillige års dansetræning også spillede ind. “Brug din hæl” forklarede han. “Fald tungt”. Jeg faldt og faldt – og tungt var det. Men jeg kunne mærke, han havde en pointe.

“Træk vejret dybt ind – og kast det ud” sagde han, da jeg gentagende gange forklarede ham, at det egentlig ikke var selve bevægelsen “at løbe” der forhindrede mig – men min manglende evne til at trække vejret efter kun få 100 meters løb. “Tæl.. Jeg tæller til 100” .. Og jeg talte.. 3 ind – maks 2 ud.. 3 ind .. maks 2 ud. “Sæt dig et realistisk mål – og gå efter det” opmuntrede han.

Jeg satte mig det første mål. Nogle få 100 meter.. Men da jeg nåede derhen, kunne jeg mærke, at min vejrtrækning fungerede – og at jeg sagtens – sagtens ville kunne løbe lidt endnu. Så jeg satte mig et nyt mål. Og pludselig havde jeg løbet 700 meter. Længere end jeg nogensinde havde løbet før.

Mine kinder var røde – og pulsen godt oppe og kører – men nu var modet der. Ingen tvivl om, at han, der kysser så fantastisk, havde nogle alvorlige pointer i sin måde at løbe på. Jeg løb videre – med ham ved min side. Hele tiden kommenterende – hele tiden støttende. Hele tiden ½ skridt bag mig.

Der gik ikke ret længe, før jeg følte mig stærk. For jeg kunne mærke, at min krop kunne mere, end jeg selv troede, den kunne. Det hele handlede om vejrtrækningen – og det, ikke at løbe for hurtigt. Efter tre interval spurgte han: “Har du mod på at spurte i enden af næste etape?” Jo.. ja – det havde jeg da.

Og så var det, der skete noget indeni. Vejrtrækningen blev talt – træk for træk – fod for fod på grusstien – og jeg havde overskud til at se på den fantastiske natur – på stien foran mig – på solnedgangen hen over søen. Vejrtrækningen blev mere og mere naturlig for hvert skridt jeg tog. Stadig skulle jeg tænke over det – stadig skulle jeg huske at kaste luften ud – AL luften – men jeg kunne mærke, at det kom mere naturligt.

Jeg fik sat mig et mål, der var langt længere væk, end jeg troede. Den chikane, der var mit mål, mente jeg måtte dukke op efter næste sving – men nej – der var den ikke.. Og heller ikke efter den lille bakke.. Eller efter den lille gruppe af træer. Chikanen var der ikke – men modet på at løbe videre i et træk var til stede – for jeg havde kontrol. Jeg havde magten over min krop.

Og endelig dukkede den op foran mig – chikanen. Med røde dunkende kinder – og spyt flyvende fra min mund når luften blev skubbet ud, lukkede jeg øjnene – og satte den ene fod foran den anden.. Og for første gang i mit liv løb jeg. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne. Jeg løb – skridt for skridt – fremad og kunne mærke, hvordan jeg brugte hver eneste fiber i min krop til at komme videre. Jeg kunne mærke, hvordan hver eneste celle udnyttede min ilt – og hvordan hver eneste celle arbejdede – uden at miste kraft. Jeg kunne mærke – at jeg vitterligt VILLE kunne spurte igennem – helt over til mit mål – at jeg måske ligefrem ville kunne spurte videre – uden sidestik – uden vejrtrækningsproblemer de næste 20 minutter. Jeg ville kunne løbe til mit mål – trods målet var mere end 100 meter væk.

Det var berusende. Det var sejrsvækkende og opmuntrende. Og ham, der kysser så fantastisk satte også spurten ind – lige der ved min side.

“Fantastisk, skat” roste han mig. Men han behøvede slet ikke, for hele min krop fortalte mig, at jeg havde lært noget nyt. Hele min krop fortalte mig, at noget var forstået – og at jeg – med træning – netop ville kunne det: At løbe 5,5 km uden at stoppe. Allerede første tur rundt viste med al ønskelig tydelighed, at der er noget at komme fra. For vi løb turen på langt under min gamle rekort på en time.

Følelsen i badet var fantastisk og euforisk. Følensen af blodet der stormer rundt i kroppen. Følelsen af kroppen, der adskiller endorfiner. Uden at behøve se mig i spejlet, kunne jeg genkende alle de følelser og al den lykke, min kæreste havde i øjnene, da han havde løbet Gentofte sø rundt et par gange.

Jeg skal løbe igen – særligt med ham, der kysser så fantastisk. Og denne gang ved jeg, at jeg med tiden vil lære at løbe hele vejen.. Jeg kan pludselig godt forstå, at nogen mennesker kan blive ganske og aldeles afhængige af at løbe sig en tur.

Jeg glæder mig til at komme afsted igen.