Jonathans tegnerier.

“Vi skal nok se at få ham lokket til at lære at tegne noget mere” forklarede personalet i verdens bedste børnehave til vores forældresamtale. “Det skal han i højere grad mestre, når han skal i skole – så det er een af de ting, vi må arbejde lidt mere med i den kommende tid”.

Jeg forstår dem godt. For Jonathan gider VIRKELIG ikke tegne eller male. Det har MILDEST talt ikke hans interesse.

 

Tuscher, papir, saks og andre fornødenheder fik jeg sat frem, så de stod endnu mere “lige for” – og mine opfordringer var mange. “Vil du ikke tegne det?” spurgte jeg om mere end een gang, når Jonathan fortalte om en oplevelse i børnehaven. Men mit held udeblev de første 20 gange, jeg spurgte. Nej – knægten foretræk egentligt mest bare at fortælle historien.

Men 21. gang, var der alligevel bid.  

“Vi var ude på en vej” forklarede Jonathan. “Vil du ikke tegne det”, spurgte jeg. Og jo – sørme om han ikke ville. Veje har han nu tegnet før – så det var ikke det store.. “Var der ikke nogen træer” spurgte jeg, hvortil Jonathan svarede “Jo.. Det var der..” mens han tegnede løs.

 

“Det var ligesom juletræer” sagde han – og havde pludselig fremtryllet den mest fantastiske grantræer for enden af vejen. Jeg kunne slet ikke tro mine egne øjne. Dette var første gang Jonathan virkelig gjorde et forsøg på at “få det til at ligne” .. Og det ikke bare ligner!! Det ER jo grantræer. “Var der nogen med, så? Hvor var du henne” Og straks tegnede knægten videre ..

Og han stoppede da ikke der – for når han nu havde vist mig den tegning, måtte han da også lige vise mig, hvordan hans hule (Som han og jeg besøger ofte) ser ud.. Og hvordan det er med hans hjem i forhold til … og mor, der pludselig fik en myres bagdel, hvilket han grinede meget af.

 

Jeg så bare måbende på. Hvordan kan det være, at min knægt er gået direkte fra klatmaleri – og så nu til dette? Nu er det pludselig tydeligt, hvad der er mennesker, hvad der er huse, træer og solen. Pludselig gør han tingene konkrete.

Og tegningerne havde en øjeblikkelig posetiv effekt på hans evner rent verbalt – for nu havde han jo personerne på papiret.. Hulen træet – og den grønne mor – og søster med den røde bluse.. Og vores hus.. Og da mormor så kom på besøg, kunne tegningen findes frem – og Jonathan kunne drabeligt og fantastisk fantasifuldt genfortælle den lange, lange historie, han havde fortalt mig, da han tegnede billedet oprindeligt. “Og se mormor, jeg sidder på een af træet grene” forklarede han – mens mormor og jeg indforstået smilede til hinanden. Ingen tvivl om, at endnu en milepæl er nået.