Cykeltur i forårsmorgensol

”Skal vi ikke cykle på arbejdet” sagde ham, der kysser så fantastisk. Jeg kunne ikke lade være med at smile fra øre til øre. Jeg vil enormt gerne cykle på arbejdet – hver dag – men turen ER meget lang – og det er svært at holde sig selv ved ilden. Tiden løber hurtigt – og så er det forsent at sadle cyklen.

Det var modigt af ham, der kysser så fantastisk. For nok kan han løbe et marathon – og nok kan han vandre 21 km – men cyklen er ikke hans bedste ven.

Og dermed gjort som sagt. Vi sadlede cyklerne og drog de 20 km mod København. Forårssolen smilede fra sin himmel – og solens humør havde afsmittende effekt på himlen, der kvitterede med at være så blå, at det overgik selv det smukkeste windowsbaggrundsbilled.

”Har du så mod på, at jeg henter dig igen, så vi kan cykle sammen hjem?” Spurgte jeg senere på dagen. Jeg havde forklaret ham, at turen hjem er hårdere end turen ud. Af uvisse årsager er der altid modvind – og hele strækningen føles som ”op af bakke”: Det mente han nu nok, han havde modet til.

Der blev holdt en hel del pitstops på vejen hjem – mod ingen på vejen ud. Men pitstops er kun af det gode – for sådan en cykel.. den levner ikke meget plads til, at man lige kan ae ham, der kører ved siden af – eller stikke ham et hurtigt kys. I hvert fald ikke, hvis turen i øvrigt skal foregå i nogenlunde trafiksikker tilstand.

”Skal vi cykle igen i morgen” sagde jeg strategisk nok, efter at han var kommet sig – og havde glemt turens længde og hårdhed. ”Det kan vi godt,” svarede han bare – og af sted for vi i den spæde morgensol. Og jeg smilede hele vejen – for 20 km – med en dejlig samtalepartner ved siden af – det ER altså hverken helt eller halvt så langt, som 20 km ganske alene.

Inden jeg får set mig om, ligner jeg et siv. Og ved nærmere eftertanke: Næppe, det spiser jeg vist alligevel for godt til.